Det er med vemod, Lis Mains siger farvel til sit hjertebarn Gråsten Blomster, som hun selv har skabt, når hun går på efterløn og fra 1. april først og fremmest helliger sig sin store have hjemme i Alnor.

Lis Mains takker af efter 22 år med blomster

Hun er ikke meget for at tale om det, for hun siger farvel til sit hjertebarn.

Den 31. marts er det slut for 63-årige Lis Mains med at finde på blomsterudsmykning til hjemmet og kirkegården for et væld af kunder. Hun går på efterløn. Ny butiksleder bliver Anni Henry Christensen, Sønderborg.

“Jeg startede butikken. Det er dejligt at arbejde med smukke og kreative ting. Der er ikke mange, der er så heldige at kunne sige, de hele tiden har arbejdet med det, de kan lide at lave,” konstaterer Lis Mains, der går på langsom nedtrapning i en stor have derhjemme i Alnor.

“Det bliver dejligt at få tid til den og til mine fem børnebørn. Den yngste er tre måneder gammel,” fortæller blomsterhandleren, der ikke kommer til at kede sig i sit otium, men alligevel er lidt vemodig over at give slip på sin blomsterbutik.

“Tiden er inde. Du kan ikke gå ned i arbejdstid som blomsterhandler. Det vigtige for mig er, at de ansatte kan fortsætte i Gråsten Blomster,” fortæller Lis Mains, der har to fleksjobbere og en heltidsansat i blomsterbutikken.

Det var et tilfælde

Hun kom fra et job som typograf, da hun i en alder af godt 40 år blev blomsterhandler.

“Det var et tilfælde,” fortæller hun selv glædeligt overrasket over, hvor godt til tilfældet viste sig at være.

I 18 år lå Gråsten Blomster på Sundsnæs 2 på den anden side af vejen inden indflytningen i Ulsnæs Centret for tre et halvt år siden. Lis Mains har leveret blomster til høj og lav fra de kongelige på slottet til menigmand i Sønderjylland.

Hun glæder sig til at få lidt mere tid til sig selv og familien, men hun vil ikke kunne lade være med at kaste et blik ind i butikken, når hun fremover passerer forbi som pensionist. 

“Det hænger alligevel lidt ved en, at det var her, man for en snes år siden startede som selvstændig i potter og planter med fire årtier på fødselsattesten”, siger Lis Mains. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.