Kristian Pallesen, Broager, har overtaget præsidentposten efter Flemming Toft, Dynt.

Lions Club i Broager-Gråsten bliver mere synlig

Den velgørende organisation, Lions Club Broager-Gråsten, vil være mere synlig.

“Vi må møde virkeligheden, som den er, og det kræver nytænkning. Vi skal være mere synlige, og flere skal opleve de værdier, der er ved at være med i Lions”, siger den nyvalgte præsident i Lions Club Broager-Gråsten, Kristian Pallesen, Broager. 

Lions indleder klubåret med en nyskabelse i form af en gratis underholdningsaften med musik og humor i BHJ Salen i Gråsten torsdag den 9. november kl. 19.30. 

Det sker mest for at give de fremmødte en god oplevelse og god underholdning.

“Sandsynligvis bliver publikum også klogere på, hvem vi er, og hvordan vi yder hjælpe-arbejde lokalt, regionalt og internationalt”, fastslår Kristian Pallesen.

Løverne elsker at samle ind og give videre, og det fungerer uden administrationsomkostninger.

Netværk

Lions Broager-Gråsten har som optakt til sæsonen ændret vedtægterne for at understrege, at Lions er for alle, som kan leve sig ind i måden at være noget for andre og som fysisk kan bidrage i hjælpearbejdet.

“Vi styrker også det frivillige netværk. Det blev indledt i maj ved Oldtimerløbet, hvor Lions Als hjalp til, og nu supplerer vi ved at gå sammen med Lions Sønderborg om arrangementer, der styrker det sociale klubliv”, oplyser Kristian Pallesen og varsler, at Lions Broager-Gråsten også i år vil yde julehjælp i lokalområdet.

Tilmelding til aftenen med fri entre til musik og humor torsdag den 9. november kan ske på telefon 2810 0578 eller mail på adressen broager-graasten@lions.dk

Lions Club Broager-Gråsten har været en del af egnen i 50 år. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af
Erik Krogh

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.