Lene Kock ærgrer sig over, at der ikke kommer købmandsbutik i Nybøl.

Købmandsbutik i Nybøl er opgivet

Nybøl får hverken en Min Købmand eller en Letkøb. Det ligger fast efter Dagrofa har foretaget beregninger og udmåling af de eventuelle butiksarealer i tilknytning til Bager Kock ved Amtsvejen. 

En borgergruppe havde planer om at etablere en Min Købmand i de butikslokaler på den anden side af vejen, hvor Dagli’ Brugsen havde til huse indtil for et år siden. Bygningens ejer Brugsen for Als og Sundeved ønskede dog ikke at udleje eller sælge butiksarealerne til borgergruppen.

“En købmandsbutik i Nybøl kan ikke blive en realitet. Vi er så knuste og virkelig kede af det, at det ikke kan beskrives med ord!” skriver borgergruppen på Vi står sammen i Nybøl.

Opmålinger i den gamle Høker butik ved Kocks Bageri viste, arealet ikke rakte til de salgskvadratmeter, en Min Købmand skulle bruge. En Letkøb ville ikke give omsætning nok. Hundreder af borgere var ellers parate til at skyde pænt store beløb i etableringen af en købmandsbutik i Nybøl. Det bliver ikke til noget.

“Det er mega ærgerligt og meget trist. Alle tabte pusten, da vi fandt ud af, det ikke kunne lade sig gøre,” siger medlem af borgergruppens bestyrelse Vinnie Soltau, der selv har været brugsuddeler i Nybøl for nogle år siden.

“Det er synd og skam for Nybøl. Vi har haft dagligvarebutik alle dage, og nu er der ingen mere. Opbakningen var stor,” siger Lene Kock fra Bageriet Kock.

Bageren står nu med tomme lokaler, hvor der tidligere har været grillbar og ejendomsmægler. De var udset til at skulle huse købmandsbutikken, men nu skal de lejes ud til andet formål.

Bager Kock har suppleret brød- og kagesalg med ringriderpølser og andre kødprodukter, men kunderne skal i andre butikker for at købe et større udvalg af dagligvarer.

“Vi er lydhøre, hvis nogen har ideer til, hvad vort sortiment skal indeholde. Vi er åbne for dialog og imødekommende, hvis nogen har gode ideer,” siger Lene Kock, der ligesom mange andre nybøller ærgrer sig over, der ikke er nogen daglivarebutik i Nybøl.

Nybøl har haft købmandsbutik siden 1930. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 8. maj 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.