Vandseparering og rørlægning giver omfattende vejarbejder og omkørsler i Broager, der nu asfalteres sommeren over, så ringridning og andre skelsættende begivenheder kan få fast grund under hove og fødder.

Broager asfalteres sommeren over

Vejarbejdet i Broager i forbindelse med Sønderborg Forsynings vandseparering er så omfattende, at gravearbejdet ikke afsluttes lige med det første. 

For at undgå trafikkaos og sand og skidt i øjnene på heste, ryttere og andet godtfolk i forbindelse med sommerens ringridning asfalteres midtbyen midlertidigt sommeren over.

”Det kan ikke lade sig gøre at gennemføre ringrideroptog og andre arrangementer i midtbyen, hvis det fyger med sand og støv. Vi måtte gøre et eller andet, og det bliver en midlertidig asfaltering. Både i godt vejr og hvis det regner, ville sandede veje uden belægning være et problem. Det kunne ende i mudderkage i regnvejr,” siger brugsformand Kim Pedersen.

”Der bliver lagt asfalt i Broager snart, også på de steder, hvor der hidtil har været ”søstensfliser” og granitsten. Det er simpelthen for at få lukket grusvejen inden sommersæsonen. Nogle steder er midlertidigt, mens andre steder altid har været tiltænkt asfalt,” oplyser afdelingsleder i Anlæg og Infrastruktur Keld Rysgaard.

Der er sat et analysearbejde i gang om renovering af midtbyens gader med belægning og beplantning. Det skal give et indtryk af, hvordan trafikken i Broager afvikles bedst muligt under hensyntagen til bløde trafikanter.

”I det tidligere arbejde fra 2022 blev der vist en del veje og pladser, hvor det var tanken at lægge teglsten på gangarealer og kørebaner. Den igangværende analyse kan i princippet godt foreslå noget andet end disse belægninger, hvis der er vejtekniske eller trafiksikkerhedsmæssige hensyn at tage, men tegl er naturligvis et oplagt materiale i Broager på grund af den markante teglværkshistorie i området,” lyder meldingen fra Keld Rysgaard.

Risiko

Broager Bymidte skulle have været byfornyet med en udskiftning af den stenbelægning, der har været byens særpræg siden 1980erne. De er nu taget op de fleste steder i forbindelse med vandrørsarbejdet. De særlige søstensfliser og chaussésten udgør en sikkerhedsmæssig risiko for cyklister og gangbesværede. De skal dog være der, indtil der er fundet et passende alternativ i centrum. Det kan ikke lade sig gøre at lægge de gamle sten i Storegade igen før sommersæsonen, da der er tale om krævende fliselægning.

Derfor kommer der nu asfalt på i stedet sommeren over. Asfalt i midtbyen anses ikke for at være den ideelle løsning. Den brydes op igen for at fortsætte. Ønsket var oprindeligt at forny vejbelægningen og give bymidten et løft samtidig med vandsperareringsarbejdet, men fornyelsen af bymidten er stærkt forsinket, fordi kommunen fattes penge til formålet. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 8. maj 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.