
Uddeler Michael Næsby melder om underskud i Brugsen i Broager, men minusset begrænser sig til et acceptabelt niveau, efter det sidste år var på over tre millioner kroner, og den helt klare målsætning er, at i år skal det blive til et overskud for den populære lokalbutik i den trængte Coop koncern.
Smørrebrød er et hit i Broager
Folk kommer langvejs fra for at købe smørrebrød og andre lækkerier hos slagteren i SuperBrugsen i Broager.
De højt belagte delikatesser er sammen med andre specialiteter en kundemagnet, som tæller på plussiden, når årsregnskabet gøres op. Kundekontakten og SuperBrugsens velassorterede grøntafdeling er med til at trække kunderne til. Det er andre faktorer, der gør, at dagligvarebutikken kommer ud med et underskud på 868.000 kroner.
“Det skyldes store investeringer i afskrivninger på byggeri. Vi har bygget ny kantine til vort personale, og så er alt køleinventaret optimeret. Vi har blandt andet fået en ny kompressor. Det er afskrivningerne på alt det, der giver underskud,” fortæller formand Kim Pedersen.
“Vi ser ikke så trist på det. Kunderne kommer helt fra Sønderborg for at købe ind i Delikatessen, hvor omsætningen er steget. Godt fredagssmørrebrød får folk til at strømme til. Det kan du efterhånden ikke få så mange steder i Sønderborg mere,” fortæller formanden.
SuperBrugsen i Broager mener også at kunne spore, der kommer flere kunder fra Nybøl kanten, hvor Dagli’ Brugsen lukkede i september. En gruppe borgere, der har forsøgt at få en købmandsbutik i gang der, opfordrer direkte nybøllerne til at handle i SuperBrugsen i Broager og Gråsten, fordi de er vrede på Brugsen for Als og Sundeved over, de ikke kunne overtage den nedlagte butiksbygning til en Min Købmand. At dømme efter meldingerne fra Broager efterkommer nybøllerne opfordringen. Broager har fået 67 flere medlemmer i 2024.
Den turbulente tid for Coop kæden har gjort det af med en hel del underskudsgivende butikker. Broager beholder sin 365discount. Coop butikkerne står stærkt i lokalsamfundet. Omsætningen i Brugsen er steget stærkt. Brugsforeningen har godt 2000 medlemmer. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 8. maj 2025
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.