Aabenraa Kommunes nye skolechef, Jens Grevsen Boddum

Jens Boddum bliver ny skolechef i Aabenraa Kommune

Aabenraa Kommunes nye skolechef hedder pr. 15. februar 2025 Jens Grevsen Boddum. Han kommer til stillingen fra et job som skoleleder på Fjordskolen i Kruså, og han har derfor indgående kendskab til skoleområdet i kommunen.

“Jeg glæder mig rigtig meget til at begynde som skolechef i Aabenraa Kommune, som jeg heldigvis allerede kender rigtig godt. Skoleområdet er lige nu et særdeles spændende område, hvor der som altid er gang i en udvikling, og der ligger spændende opgaver forude både lokalt og nationalt”.

Ordene kommer fra Jens Grevsen Boddum, som siden 2019 har været skoleleder på Fjordskolen, og før det på Bylderup Skole. Han har også været forstander på Frøslev­lejrens Efter­skole og Ladelund Efter­skole i Sydslesvig.

“Vi har et enormt spændende skolevæsen i Aabenraa Kommune, som jeg ser frem til at dykke endnu længere ned i. Mine styrker som leder ligger i at få ting og politikker implementeret. Det har jeg erfaring med blandt andet fra flytningen af Fjord­skolen, så derfor glæder jeg mig også til at se på de nye reformer og få ændringerne til at leve. Jeg er en pragmatiker, der får tingene til at ske”, siger Jens Grevsen Boddum, der bor på Skyttehusvej vest for Padborg.

“Hvis man tæller min efterfølger på Fjordskolen med, så vil vi have fem nye skoleledere, som begynder inden for kort tid af hinanden. Det er spændende at være chef for en gruppe skoleledere, som både tæller erfarne og rutinerede ledere, men altså også helt nye ledere i Aabenraa Kommune”, lyder det fra Aabenraa Kommunes nye skolechef.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Jens Grevsen Boddum, og derfor bliver hans tiltræden også set frem til med glæde.

“Jeg ser frem til at begynde samarbejdet med Jens, og jeg er sikker på, at han har de helt rigtige kompetencer til at føre skoleområdet i Aabenraa Kommune videre. Han kender allerede flere af skolelederne, og han har solid erfaring fra både almen- og specialområdet på skoler i Aabenraa Kommune”, siger Chriss Mailandt-Poulsen, der er direktør for Børn og Kultur i Aabenraa Kommune og fortsætter:

“Der forelægger et vigtigt arbejde med udvikling af gode børne- og ungefællesskaber i Aabenraa Kommune, lige som arbejdet med Folkeskolens kvalitetsprogram ligger først for”, siger han. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. februar 2025

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.