Ishuset Ballebro er klar til sommersæsonen. Det er Tom Holden Jensen som har overtaget driften af med det formål at sælge is, vand og fastfood til turister, færgegæster og forbipasserende.

Ishuset Ballebro klar til sommersæsonen

Tom Holden Jensen slog forleden dørene op i Ishuset Ballebro i havnebygningen. 

Badegæster og lokale har fået optimale faciliteter med omklædningsrum, bad, toilet, opholdsrum og ikke mindst i Ishuset et sted at slukke tørsten og stille sulten. Det har manglet i tre år, da den gamle kiosk ikke længere kunne stå distancen.

“Kiosken har et bredt udvalg af is, slik, drikkevarer og fastfood efter det samme koncept som det, jeg har på promenaden i Sønderborg. Jeg er lige startet. Der er åbent 11-19.30 fredag, lørdag og søndag i maj og 11-20 alle dage i juni, juli og august,” fortæller Tom Holden Jensen, der gennem mange år drev værtshuse i minefeltet i Sønderborg og nu har slået sig på kioskdrift.

“Jeg leder efter flere steder i oplandet med mulighed for at drive kiosk. Når du først har konceptet, kan det bruges flere steder,” fortæller den 41-årige iværksætter, der har skudt et betydeligt beløb i at vinde udbuddet i Ballebro og også bruger det samme personale i Sønderborg og ved færgelejet.

“Jeg har fem fuldtidsansatte og 25-30 ungarbejdere. Det kniber at få yngre arbejdskraft i Ballebro området,” fortæller Tom Holden, der som tidligere barejer og nu kioskforpagter har mange unge i sit brød.

“Det drejer sig om at oplære og motivere dem. Proceduren er den samme, uanset om du sælger is eller øl,” siger Tom Holden, der stammer fra Kværs.

Der er stor opbakning til kiosken i Ballebro, som har været savnet af ferierende og lokale. Bådelaug og landsbylaug har arbejdet sammen om at få en tidssvarende kiosk- og badebygning op at stå. Det har kostet 3,5 millioner kroner med støtte fra en del fonde.

“Det er fine faciliteter. Søgningen er fin, selv om stranden ikke er i spil endnu med det vejr, vi har i øjeblikket” siger Tom Holden Jensen, der venter på sommervejr og færgegæster, der tager Ballebro-Hardeshøj og måske får sig en is eller en vand, mens de venter. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.