Formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk (V).

Infodag for potentielle tyske tilflyttere holdes i Gråsten for første gang

Over 1.200 tyskere har siden 2021 deltaget i Sønderborg Kommunes 10 infodage for potentielle tyske tilflyttere. I juni holder kommunen sin første infodag i Gråsten.

Sønderborg Kommune har de seneste år oplevet stor interesse fra potentielle tilflyttere fra Tysk­land samt et markant stigende antal tyskere, der har valgt at bosætte sig i Sønderborg-området. I 2022 flyttede 711 borgere fra Tyskland til Sønderborg Kommune. Det er næsten en fordobling i forhold til 2021.

 “I Byrådet har vi meget stor fokus på bosætning i Søn­der­borg Kommune, da vi blandt andet mangler arbejdskraft til områdets virksomheder. Vi gør alt, hvad vi kan for at få flere børnefamilier og erhvervsaktive til at flytte til kommunen, og her er infodagene et stærkt værktøj, hvor vi kan vise interesserede tyskere hvilke fordele, der er ved at bo her”, siger Kjeld Stærk (V), der er formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst. 

Infodagene er således målrettet børnefamilier og erhvervsaktive. Ved de tidligere infodage har der været deltagere fra næsten alle delstater og stor interesse fra mange børnefamilier. 

Det er Sønder­borg Kommunes Tilflytter­service, der sammensætter programmet, hvor deltagerne blandt andet kan få indblik i kommunens job- og ejendomsmarked, børnehaver, skoler og kulturlivet.

172 tilmeldte

Den kommende infodag i Gråsten er næsten fuldt booket med pt. 172 tilmeldte.

“Vi vil gerne vise hele Sønderborg Kommune frem. Derfor vil vi i fremtiden placere infodagene flere forskellige steder i kommunen. I juni er det Gråsten, og jeg er glad for, at mange samarbejdspartnere deltager på dagen, så vi kan klæde de interesserede godt på, inden de tager valget om eventuelt at flytte hertil”, siger Bjørn Allerelli Andersen (S), der er næstformand i Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst. 

På infodagen i Gråsten kan man blandt andet få information fra boligforening, om kommunale byggegrunde, Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), SKAT samt tyske tilflyttere, der vil fortælle om deres erfaringer. Desuden åbner Kegle­klubben Alf i Gråsten deres baner for interesserede.

På grund af den store interesse for at flytte til Søn­der­jylland har Sønder­borg og Aabenraa kommuner sammen med Bitten & Mads Clausens Fond netop sat en undersøgelse i gang om baggrundene for flytningen til de to sønderjyske kommuner. Ana­lysen skal samtidig kortlægge, hvad der skal til for at fastholde de tyske tilflyttere.

I Sønderborg Kommune har der været fokus på at tiltrække tyske tilflyttere som målgruppe siden 2021 med 10 informationsdage, online-vejledninger og et tæt samarbejde med Jobcentret. ■

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.