Deltagerne havde en hyggelig aspargestur til Sydslesvig
Aspargestur til Sydslesvig var populær
Ældre Sagen i Broager samlede forleden 59 personer til aspargestur.
Det var med Chr. Kronika fra Broager som guide.
Efter opsamling satte bussen kurs mod Flensborg, ad den gamle hovedvej til Slesvig og Dannevirke, hvor der blev lavet et ministop.Dannevirke stod endnu, men museumsbygningerne var revet ned. Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt Augustinus Fonden, som donerer 64 mio. og 13 mio. til Sydslesvigsk Forening til opførelse af et nye museum. Samtidig har den danske stat og den tyske delstat Slesvig-Holsten besluttet at støtte driften af det ny museum med hver 1 mio. kr. om året, så det må vel kaldes et grænseoverskridende samarbejde.
Turen fortsatte til Paradeplads og Christianskirken i Rendsborg, hvor Chr. Kronika gav en guidet rundvisning i kirken og fortalte om bygningerne som omkransede Paradeplads.
Næste stop var svævefærgen under jernbanebroen over Kielerkanal. Her ligger der en restaurant, hvor der blev serveret lun kage.
Selve jernbanebroen var meget imponerende. Det hele var nittet sammen, ligesom Chr. X’s bro i Sønderborg, men meget større.
Turen gik videre til Isted, hvor der var foredrag og film om af slaget ved Isted 25. juli 1850, rundvisning i museet og rundtur med bus, hvor der blev vist mindesmærker af faldne..
Aspargesspisningen blev indtaget på Bilskov Kro hos frau Thomsen.
Godt mætte blev kursen sat mod Broager. Det var en dejlig tur med masser af oplevelser og gode historier. ■
Skrevet af
Walther Jacobsen
Fotos af
Walther Jacobsen
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.