Artikelbeskrivelse

Indendørsfodboldstævne i Kruså med 2.000 deltagere

Af Pernille Kjeldtoft Hansen
Grænsehallerne i Kruså dannede i weekenden ramme om den årlige Grænsecup, hvor 238 deltagende drenge- og pigefodboldhold spillede indendørsfodbold i tre dage.
Formand for Bov IF Fodbold Frank Thietje melder efter weekendens arrangement om fuldstændig succes og rekord mange deltagere.
Omkring 2000 spillere, trænere og tilskuere fra hele landet og endda også fra Nordtyskland lagde i løbet af den forgangne weekend vejen forbi Grænsehallerne i Kruså for at deltage i årets Select Grænsecup, der arrangeres af Bov IF Fodbold.
Både drenge og pigehold i alderen 5-16 år fordelt på forskellige rækker leverede godt fodboldspil og fantastisk underholdning til tilskuerne, og der blev for alles vedkommende ydet det bedste i turneringerne, der varede 2-3 timer pr. række.
’’Det gik bare knald godt! Der var mange glade mennesker, der var mange børn og der var mange præmier. Det var konge fodboldspil på højt niveau’’ fortæller Frank Thietje om weekendens fodboldstævne.
50 frivillige medvirkede
Omkring 50 frivillige hjalp weekenden over til stævnet og sørgede for, at spillere, træner og tilskuere var tilfredse og godt underholdt. Der var sørget for aktiviteter i ventetiden, hvor bl.a. Bov IF Fodbold afholdt tombola med sponsorgaver, skudhastighedskonkurrence samt salg af sportsudstyr til blandt andet julegaver fra Sport 1 i Padborg.
I de yngre rækker modtog alle deltagende fodboldspillere en drikkedunk og en medalje, medens de ældre spillede kunne vinde en hue og en fodbold.
For hjemmeklubben var der deltagende hold i alle årgange, men kun U12 drenge formåede at vinde stævnet dog både i A og C rækken, medens U16 holdte tabte A-finalen. Alligevel var Frank Thietje godt tilfreds med weekendens resultater. Han var desuden stolt over, at man som det eneste fodboldstævne formår at garantere spillerne deltagerne minimum 4 kampe.
Efter et succesfuldt arrangement er han super glad og tilfreds, og Frank Thietje ser på trods af træthed og ømme fødder allerede frem til næste års stævne, som han også spår til at blive en succes. 

Formand for Bov IF Fodbold Frank Thietje er super glad og tilfreds med Grænsecuppen. Arkivfoto

Formand for Bov IF Fodbold Frank Thietje er super glad og tilfreds med Grænsecuppen. Arkivfoto