Den nuværende forpagter, Ole Søndergaard, foran Holbøl Landbohjem med en af de velkendte gule biler, der hver dag kører ”Borgermad” ud til en masse borgere i Sønderjylland.

Holbøl Landbohjem på jagt efter ny forpagter

Efter næsten fire år som forpagter af Holbøl Landbohjem, ønsker Ole Søndergaard at stoppe.

Bestyrelsen er nu på udkig efter en engageret og passioneret forpagter til at drive stedet videre.

Det historiske landbohjem, som har rødder tilbage til det 19. århundrede, kører rigtig godt og har masser af aktivitet, så formand Jens Peter Skjøth føler, at man har gode kort på hånden, når en ny mand eller kvinde skal findes.

“Jeg er selvfølgelig meget ked af, at Ole stopper. Vi har haft et rigtig godt samarbejde og en aftale har altid været en aftale. Når det er sagt, respekterer jeg selvfølgelig hans beslutning og ønsker ham alt det bedste fremover. Det er også dejligt for os, at det er en sund og velfungerende forretning, vi nu skal ud at “sælge”. Økonomien er god og omsætningen stigende”, siger formanden, der ser fortrøstningsfuldt på den kommende proces med at finde en ny forpagter.

Trappe ned

Ole Søndergaard har efter 4 år ved roret ønsket at trappe ned og arbejde mindre.

“Jeg har været i gang på arbejdsmarkedet, siden jeg var 14 år. Nu er jeg over 60 år og kan godt mærke, at kroppen er lidt træt. Derfor ønsker jeg at trappe ned og have mere fritid. Jeg har været rigtig glad for min tid på landbohjemmet og glæder mig til at give stafetten videre”, siger Ole Søndergaard.

Den nye forpagter for Holbøl Landbohjem vil få mulighed for at præge og udvikle det unikke sted.

“Vi tager altid forpagteren med ind over beslutninger og det ændrer vi ikke på. En ny forpagter vil kunne sammensætte forretningen præcis som han/hun ønsker. Der er mange selskaber, mad ud af huset og vi kan også løfte opgaver med op til 900 kuverter. Så der er masser af muligheder og udviklingspotentiale i Holbøl Landohjem, ” siger Jens Peter Skjøth.

At bestyrelsen og forpagter kører godt i spænd og altid har gjort det, er den tidligere forpagter, Finn Jørgensen, et godt bevis på.

Han har stadig sin daglige gang i køkkenet i Holbøl.

“Jeg kan godt lide det og har set det som min pligt at hjælpe Ole. Det vil jeg også gøre for den næste forpagter, hvis denne ønsker det”, siger Finn Jørgensen.

Ansøgere

I det næste stykke tid skal bestyrelsen sammen med Ole Søndergaard søge efter en passende afløser. Ansøgere opfordres til at kontakte enten Ole Søndergaard eller Jens Peter Skjødt. Den ideelle forpagter vil have erfaring inden for hotel- eller restaurantdrift, evnen til at lede og motivere personale samt en dyb kærlighed til at betjene gæster med høj kvalitet og personlig service.

Ole Søndergaard og bestyrelsen har aftalt, at skæringsdatoen er 1. april 2024, men de har også give håndslag på, at alle arrangementer bliver gennemført og at Ole bliver på posten, til en ny afløser er fundet.

“Vi har altid haft et rigtig godt og respektfuldt samarbejde, og jeg løber bestemt ikke af pladsen. Vi fortsætter samarbejdet, til en ny er fundet, så ingen skal være nervøse for, om deres arrangement gennemføres,”, siger Ole Søndergaard beslutsomt.

“Vi er meget taknemmelige for den måde, hvorpå Ole afslutter sin tid på Holbøl Landbohjem. Han er som altid meget behjælpsom og vi har stadigvæk den største respekt for hinanden. Det glæder vi os meget over i bestyrelsen”, siger Jens Peter Skjøth. ■ 

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. januar 2024

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.