
Lejemålet af det tidligere dyrlægehospital i Gråsten er opsagt efter at Sønderborg Kommune har opsagt kontrakten omkring privat hjemmehjælp.
Hjemmehjælpere og biler er forsvundet fra bybilledet
Efter mere end et kvart århundrede i rullende hjemmehjælpertjeneste i Sønderborg Kommune specifikt omkring Gråsten og Rinkenæs har Danske Diakonhjem trukket hjemmehjælpere og den kørende patrulje ud af området.
Det sker, efter Sønderborg Kommune opsagde kontrakten omkring privat hjemmehjælp til borgerne fra 1. februar.
CaRas var billigere, og kommunen ønsker kun én privat udbyder ud over den kommunale hjemmepleje.
“Vi har solgt vores biler og opsagt lejemålet af centralen i Ulsnæs. Vi har måttet sige farvel til en hel del ansatte efter mange års godt og loyalt samarbejde. Det er ærgerligt, men det er trods alt et gunstigt tidspunkt at søge andet job på for medarbejderne . Der er mange nye arbejdspladser for de medarbejdere, vi desværre ikke længere har job til,” fortæller direktør i Danske Diakonhjem Morten Skov Mogensen.
70 fyrede
Op mod 70 hjemmehjælpere har måttet søge andet arbejde uden for Danske Diakonhjem i det omfang, de ikke har fået arbejde på diakonissens plejehjem.
“Det er ærgerligt, for medarbejderne har været glade for at løse opgaven. Vi er kede af ikke at skulle fortsætte hjemmeplejen i Sønderborg Kommune. Det er synd at miste gode kolleger, men det er en politisk prioritering. Den blander vi os ikke i,” siger Morten Skov Mogensen.
Danske Diakonhjem satser i høj grad på plejehjemsdrift i det ganske land. Det forløbne år har organistatonen åbnet nye plejehjem i Valby og Horsens.
“Vi åbner et nyt plejehjem i Haderslev efter sommerferien i det gamle psykiatriske hospital, som vi har om- og tilbygget og søger i øjeblikket en forstander. Vore plejehjem er friplejehjem. Et plejehjem er et sted, borgerne skal føle sig trygge og i gode hænder i et godt fællesskab. Det er deres hjem og base,” siger Morten Skov Mogensen.
Danske Diakonhjem driver 42 plejehjem i Danmark og øger antallet nærmest hvert år.
Derudover administrerer Danske Diakonhjem 30 plejehjem og hospice og har mange medarbejdere fordelt på landkortet.
Det er den største ikke kommunale aktør på plejeområdet i Danmark. Målsætningen er at yde pleje og omsorg for medborgere på et kristent livsgrundlag.
Fjordbo i Gråsten og Dalsmark Plejehjem i Rinkenæs drives af Danske Diakonhjem, ligesom Strandhjem i Brunsnæs administreres gennem Danske Diakonhjem.■

Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.