Artikelbeskrivelse
Historisk foredrag om Sønderjylland fra 1914 til 1945
Deltagerne bliver taget med på en spændende tidsrejse i Sønderjylland, hvor vi hører om tiden under første verdenskrig og frem til 1953. Vi vil høre om genforeningen og mange andre milepæle i Sønderjyllands historie op gennem tiden,
Det var farfarens krigsdagbøger fra første verdenskrig, der kickstartede Pernille Juhls forfatterkarriere, idet den inspirerede hende til at skrive sin første bog ’Vent på mig Marie’. Claus Juhl var blandt de 35.000 sønderjyder, som var tvunget til at kæmpe på tysk side. Farfaren deltog i alle årene, og var med ved både Øst- og Vestfronten, hvor han og mange andre dansksindede sønderjyder blev udsat for ufattelige lidelser i en krig, som de ikke opfattede som deres egen.
Pernille Juhl har netop udgivet sin nyeste bog ’Efter mørke’, som blandt andet handler om besættelsestiden. Vi skal høre hende fortælle om sit forfatterskab, og om hvordan hendes bøger bliver til. Tilblivelsen af den første bog var med til at skabe forfatterens store interesse for Sønderjylland og dets historie. ”Det var dagbøgerne, der gav startskuddet, men da jeg siden begyndte at studere Sønderjyllands historie, blev jeg endnu mere overbevist om, at det var det, jeg skulle skrive om”.
Farfarens dagbøger fra første verdenskrig er meget humoristiske, og selvom han var med ved alle de kendte slag i f.eks Verdun og Somme, så skrev han mest om de små ting, der også skete. Ventetid var der faktisk meget af, og han beskrev en del sjove anekdoter derfra. Forfatteren siger: ”Det har været min intension at skrive bogen ’Vent på mig Marie’ i hans ånd. Det skulle handle om de små og nære ting. Siden er det blevet et kendetegn for min bøger, de beskriver dagligdagen i Sønderjylland for ganske almindelige mennesker op gennem tiden.
Siden udgivelsen af den første bog ’Vent på mig Marie’ i 2013 er det blevet til to efterfølgende bøger, hvor vi følger familien Andersen i Gråsten. Efter krigen kommer Anders hjem og får sin Marie, og de skaber sig en tilværelse på mejeriet i Gråsten. Vi følger familien, som får to børn, op gennem de næste årtier frem til 1953, hvor den sidste bog ender. Trilogien er en rigtig familiekrønike om Gråsten og er af en anmelder blevet sammenlignet med Matador.