Artikelbeskrivelse

DTK i Padborg fejrer 25 års jubilæum

Af Gunnar Hattesen
Dansk Transport Kompagni A/S i Padborg, DKT, fejrer mandag den 1. februar 25 års jubilæum.
Det var i 1991 at ægteparret Susanne og Peter Provstgaard etablerede transportfirmaet.
Ægteparret er vognmænd i ordets bedste betydning. At så store lastbiler blev deres levevej var ganske naturligt, da begge kommer fra vognmandsfamilier.
Til gengæld blev beslutningen om at starte selvstændigt taget med ganske kort varsel.
Pludselig blev Peters daværende arbejdsplads opkøbt i julen 1990 og det gav inspirationen. Selvom Susanne var højgravid og skulle føde i februar, besluttede ægteparret, at de ville starte eget firma og den 1. februar 1991 var de klar til at slå dørene op.
Både Peter og Susanne Provstgaard er uddannede speditører, og de har aldrig kendt til at have et 8-16 job.
“Det er nok også derfor, at det er lykkedes så godt for os, for det har krævet rigtig mange arbejdstimer at bygge DTK op til den virksomhed, den er i dag”, siger Susanne Provstgaard.
Susanne Provstgaard tiltrådte som administrerende direktør, da Peter i 2010 blev udnævnt til næstformand i brancheforeningen.
“Det er en tillidspost, der kræver rigtig meget arbejde og for at vi kunne sikre udviklingen af vort firma, byttede vi simpelthen plads”, fortæller Susanne Provstgaard, som befinder sig godt som administrerende direktør.

Fra 20 til 50 vogne

Firmaet har i dag et flot domicil beliggende særdeles centralt i Padborg på Hermesvej. Her ligger alt samlet, både kontor, personalerum, lagre, samt udlejning af kontorer til eksterne firmaer.
“Det har været 25 spændende år, og vi glæder os over at være med til at skabe noget. Vores idé har vist sig at være bæredygtig, og det er vi da stolte over”, lyder det fra Susanne og Peter Provstgaard.
Da ægteparret etablerede DTK i Padborg, var hovedaktiviteterne transport og speditionsopgaver.
“Vi startede med 85 m2 kontorlokaler og 20 trailere, og så gik det ellers løs”, nævner det energiske ægtepar.
Gennem årene har firmaet på grund af pladsmangel skiftet adresse flere gange; lokalerne er løbende blevet udvidede, og der er flere ansatte på kontoret.
I januar 1999 blev grunden på Hermesvej erhvervet og med 33.000 m2 var firmaet fremtidssikret.
“Vi byggede nye kontorlokaler på 460 m2, et Uno-X tankanlæg samt 1.500 m2 lager. Det er så siden blev øget, så vi dag råder over 12.500 m2 lager og 1450 m2 kontorer/udlejning.
Tidligere var vort arbejde koncentreret om at fragte gods fra A til B. Det har vi aktivt ændret i løbet af årene, så vi nu deltager vi i langt mere af kundernes værdikæde. Vi udfører mange forskellige logistikopgaver, såsom opbevarer, pakker og plukker varer og halvfabrikata efter kundernes daglige ordrer og sørger så for at levere direkte til vore kunders produktion eller til deres kunder”, understreger Susanne Provstgaard.

Masser af udfordringer

Det har været mange begivenhedsrige år og er man inden for logistik og vognmandsbranchen skal man hele tiden være omstillingsberedt. I flæng nævner Susanne Provstgaard de åbne grænser i EU, flere medlemslande i EU, udflagning af biler samt at man i dag bruger både danske, tyske og rumænske chauffører
“Alt sammen noget udefrakommende vi omgående skal være klar til at håndtere.For nylig er der så igen blev indført grænsekontrol, og det vil medføre forsinkelser. Vi kan da godt frygte den meromkostning, det kan give i tabt arbejdsfortjeneste. Ved grænseovergangen i Padborg passerer 5.200 biler i døgnet, så der vil hurtigt opstå kø”, nævner Susanne Provstgaard.

Padborg er perfekt

Der var aldrig tvivl om placeringen af virksomheden.
“Padborgs internationale Transportcenter lige på tærsklen til resten af Europa og direkte op ad E45, så vi har hele Europa for vore fødder. Det er praktisk. Det giver både udsyn, nærhed og forståelse for de forhold, vi har med at gøre, og hjælper os til altid at være på forkant med udviklingen. Også teknologisk”, fortæller Susanne Provstgaard, som også er meget aktiv i lokalområdet og en af ildsjælene inden for udviklingen for Transportcentret.

Fremtiden

“Vi ser lyst på fremtiden. Vores branche ændrer sig uafbrudt og lynhurtigt, men der vil altid være behov for at få flyttet gods samt lagre og logstik. Vi bliver alle mere globale og handler over længere distancer”, siger Susanne Provstgaard.
Efter 25 år med DTK har Susanne og Peter Provstgaard naturligvis også gjort sig tanker om et generationsskifte.
“Pensionering er ikke aktuelt endnu, men i et firma af DTKs størrelse, så skal man løbende gøre sig overvejelser. Mange af vore kolleger har valgt af fusionere eller sælge til et større foretagende. Vi har indtil videre valgt at forblive selvstændige, men vi er da i gang med vores strategi for fremtiden”, siger Susanne og Peter Provstgaard.
Jubilæet fejres mandag den 1. februar med en reception fra kl. 12-16 på Hermesvej 18 i Padborg. 

Medarbejderne hos DKT er parate til at fejre transportfirmaets 25 års jubilæum.

Medarbejderne hos DKT er parate til at fejre transportfirmaets 25 års jubilæum.