
Kaj Hattens er nyvalgt vice-zoneformand for de sydjyske Lions-klubber.
Hæderspost til lokal løve fra Gråsten
Kaj Hattens, Dyrkobbel, Gråsten, har opnået en hæderspost til Broager-Gråsten Lions Club.
For første gang i mere end 40 år beklæder den lokale Lions-klub nemlig posten som vice-zoneformand for de sydjyske Lions-klubber, og Kaj Hattens blev på grund af Corona-krisen valgt ved et videomøde.
71-årige Kaj Hattens har sammenlagt været medlem af Lions Club Broager-Gråsten i 28 år og har været klubbens præsident to gange, i 2001 og 2011. Og nu bliver det hans opgave som vice-zoneformand at inspirere de 17 klubber i zonen med ideer og initiativer i indsatsen for at skaffe midler til at hjælpe lokalt, nationalt og internationalt.
“At kunne give foreninger og enkeltpersoner en håndsrækning og se lyset i deres øje. Det er berigende og løn nok i sig selv”, siger den frivillige og ulønnede ildsjæl fra Gråsten, som i en menneskealder har solgt Volvo-lastbiler, indtil han for 10 år siden lod sig pensionere.
Kaj Hattens er ivrig sejler, cykelmotionist og er kendt for sine 20 år i ringriderkomiteen og sit bestyrelsesarbejde som næstformand i Gråsten Rideklub under opbygningen af en ny hal og cafeteria i 1990. ■
Skrevet af
Kristian Pallesen