Bogtrykker Henning L. Clement var en flittig redaktør og en farverig person, som var let genkedelig i bybilledet – altid med en kvik bemærkning og et imødekommende væsen.

Henning L. Clement skabte Grænseegnens vigtigste talerør

Bogtrykker, redaktør og udgiver af Bov Bladet, Henning L. Clement er død, 94 år.

Lørdag sagde familie og venner et sidste farvel til den gamle redaktør i Bov Kirke.

I en menneskealder gjorde han fra sin redaktørstol Bov Bladet til Grænseegnens absolut vigtigste talerør. I tidens ånd skabte Clement en ugeavis, som var lokalområdets stemme. 

Avisen blev hans andet hjem. Hans livsprojekt. Her kom familien lige så ofte, som de kom i deres eget hjem.  Som redaktør havde han altid de positive briller på, og avisen havde konstant fremgang.

Henning L.Clement.sad med en guldgrube af historisk viden om Bov og Holbøl Sogne.

Selv kom Henning L. Clement til Sønderjylland i 1948, udstationeret som soldat i Grænseværnet. Han blev født i 1926 i Strib ved Middelfart og voksede op i Nyborg. 

Hans viden om grænselandet og Sønderjylland var i begyndelsen beskedent, men det skulle ændre sig. Der kom en dejlig boghandlerdatter på tværs, som hed Helene Møller og Clement fik fast adresse i Padborg. Fra 1955 til 1971 drev de byens boghandel, som derefter blev overtaget af Launi Petersen.

Redaktør

Som redaktør af Bov Bladet var der ikke den krog af lokalsamfundet, hvor Clement ikke havde været. Han havde altid en blok med sig. På evig jagt efter nyheder – store som små. Og gerne nyheder, han kunne krydre på sin helt egen, underfundige måde. Bov Bladet solgte han i 2004 til Berlingske Medier.

For nogle år siden flyttede han fra villaen i Bov til Rønshave Plejehjem. De tætpakkede bogreoler i hans hyggelige stue vidnede om hans fortsatte interesse for alt, hvad der havde at gøre med Grænselandets historie. 

Politisk var han engageret i Det Konservative Folkeparti, og sad i to perioder i Bov byråd. Han var også engageret i Padborg Kruså Rotary Klub, og var blandt stifterne af klubben i 1963.

Clement var en gentlemans levn fra fortiden. For Henning L. Clement var af den gammeldags type, der ikke hang i en klokkestreng, men altid var på pletten, når der var noget interessant at berette om for læserne. Og utallige er de møder og arrangementer, han har dækket – eller selv været med til at iværksætte.Han var i den grad en mand, som altid var til stede, hvor tingene skete. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83