
Bordene står med 2 meters afstand og håndspritten står klar.
Gråsten Skole genåbner for de mindste
Gråsten Skole bød onsdag eleverne velkommen tilbage, da de første begyndte i skole.
Da myndighederne mandag den 6. april offentliggjorde, at skolerne ville åbne efter påsken, fik landets skoleledere pludselig travlt. Den sædvanlige fejring af Jesus’ genopstandelse blev erstattet af en praktisk genoplivning af skolerne, så eleverne kunne vende tilbage til klasselokalerne onsdag den 15. april.
Ved første blik er der ikke meget, der er forandret på Gråsten Skole. Legepladsen vrimler med børn, der grinende løber rundt i skolegården, klatrer på hvalen og leger. Når først man træder ind i klasselokalerne bliver forandringerne synlige.
Håndsprit
Bordene står med 2 meters afstand og håndspritten står klar ved vasken sammen med sæbe og servietter til de våde hænder.
“Eleverne skal vaske hænder hver 2. time,” siger skoleleder Heidi Elisa Nørgaard og tilføjer.
“Der skal desuden vaskes hænder inden og efter man har spist samt når man nyser i ærmet. Det vil sige hver gang, man begynder på en ny aktivitet”, uddyber skolelederen.
Genåbning af skolerne betyder på dette tidspunkt, at skolernes normale rutiner er helt omlagt.
I stedet for én time med hvert fag, har eleverne nu én lærer om dagen, der fører dem igennem alle fagene. Lærerne skal desuden bruge mere af tiden udenfor, og det løser de på forskellige kreative måder.
Det viser sig hurtigt, da én af lærerne kl. 8 fredag morgen står med sit hold elever på SFO’ens legeplads, og leger og synger med nogle af de mindre elever.
Mens mange danskere bruger den ekstra tid derhjemme på at lægge puslespil, har landets skoleledere brugt påskedagene på at lægge et lidt andet, meget større og mere komplekst puslespil. Hvor forberedelse før var fordelt på ugens dage, har lærerne nu 4 dage med eleverne og 1 dags forberedelse.
Den sidste dag skal en anden lærer derfor undervise klassen.
Legeplads
De traditionelle klasser er brudt op i hold på ca. 10-12 elever pr. klasse. Undervisningsforløbet skal derfor koordineres med lærerne, så det sikres, at eleverne følges bedst muligt ad, selvom klasserne er opdelt.
Frikvartererne er forskudt og eleverne leger i tildelte områder af legepladsen, så holdene ikke kommer for meget i kontakt med andre hold.
Der er nu ca. 275 elever på skolen, og de skal så vidt muligt holde 2 meters afstand indendørs. ■
Skrevet af
Fotos af