Hvis der ikke dukker nye bestyrelsesmedlemmer op i stedet for de fem, der ønsker at forlade Gråsten og Omegns Pensionistforenings bestyrelse, på generalforsamlingen i februar, mener formand Karin Martensen, det kan blive nødvendigt at dreje nøglen.

Gråsten og Omegns Pensionistforening mangler livskraft

Tirsdag den 6. februar er der generalforsamling i Gråsten og Omegns Pensionistforening. 

Den er stiftet i 1942, har 264 medlemmer og et pænt program for de årlige aktiviteter. 

Der er dog bare lige den hage ved det, at det kniber med at få bestyrelsesmedlemmer til at udføre arbejdet.

Derfor har pensionistforeningen tænkt sig at nedlægge sig selv, hvis ikke der dukker interesserede bestyrelsesmedlemmer op til at føre arbejdet videre.

“Fem bestyrelsesmedlemmer stiller ikke op til genvalg. Vi kan ikke få nogen til at være med i bestyrelsen, uanset hvad vi gør. Vi efterlyser bestyrelsesmedlemmer på Face­book, og hvor vi kan, men hidtil er det ikke lykkedes at finde nogen, der er villige til at stille op. Jeg har talt med folk, men er de først 70-75 år, er de ikke villige til at påtage sig arbejdet,” siger en skeptisk formand Karin Martensen, der er ked af at skulle lukke og slukke den 82 år gamle forening.

Samlingspunkt

Foreningen samler mange ældre fra Gråsten og omegn og har fået tilgang, efter en lang række pensionist- og ældreforeninger er lukket i Al­nor, Rinke­næs, Kværs, Ny­bøl og Avnbøl-Ullerup. Det er derfor lidt trist, hvis en af de sidste pensionistforeninger skulle lukke ned.

“Vi havde julefrokost med 69 deltagere. Til lottospil kommer der omkring 60 medlemmer. På juleturen til Lille­lund Julemuseum i Brørup var der 50 tilmeldte. Der kom 44. En tur til Frøslevlejren måtte vi aflyse, fordi der kun var otte tilmeldte. Da vi havde 80 års jubilæum for to år siden, var der 111 deltagere, men da var det også gratis,” fortæller Karin Martensen, der ikke aner, hvorfor medlemmerne ikke melder sig under fanerne i en forening med forholdsvis mange medlemmer.

Hvert år går bestyrelsen rundt og kræver årskontingentet på 75 kroner op hos medlemmerne. De betaler, men ingen er ivrige efter at komme med i bestyrelsen.

“Hvis vi kun er to tilbage i bestyrelsen, kan vi ikke overkomme opgaver, som at sende bårebuketter ud og ajourføre fødselsdagslister, stå for arrangementer og kontakten til medlemmerne. Hvis ingen er interesseret i at påtage sig de opgaver, det indebærer, er der jo ikke noget at gøre,” siger formanden, der har forhørt sig og sendt sms’er ud og beskeder på nettet om, at skal Gråsten og Omegns Pensionist­forening overleve, må nogle nye trækkræfter melde sig under fanerne.

Foreningen modtager ingen kommunal støtte. Der er normalt seks medlemmer af bestyrelsen og to suppleanter. 

I øjeblikket er der kun en suppleant, fordi ingen meldte sig til den anden post. Drænes selve bestyrelsen for medlemmer, er der ingen til at sikre foreningens videreførelse, lyder alvorsordene fra formanden gennem fire år. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 25. januar 2024

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.