
27-årige Luis Gorrin har fået foden under eget bord og hånden på eget rat i Skodsbøl, hvor han har overtaget P. Christensens vognmandsfirma med maskiner og vognpark, så der er rigeligt at se til for den unge entreprenør, der også bor privat i Skodsbøl.
Gorrin tager tunge løft og transport
Vognmand og entreprenør Luis Gorrin med rødder på Tenerife og i Sønderjylland har nu hjemme i Skodsbøl, hvor han ved årsskiftet slog sig ned som entreprenør og vognmand.
Han kører vejene tynde og løser sammen med to mand entreprenør- og transportopgaver i hele landsdelen.
“Jeg er kommet godt i gang. Der er en del at gøre med beskæring af trætoppe. Jeg laver også anlægsopgaver og flytter maskiner med store kraner og blokvogne,” fortæller Luis Gorrin, der har en anselig maskinpark til rådighed i sin virksomhed Gorrin ApS.
Han leverer sand- og grusprodukter til belægninger og anlæg.
Gorrin ApS tager de tunge løft og letter byrden af elementer, træbestande, skure og andre tyngende forekomster på firmaområder og hos private. Han påtager sig opgaver inden for alt i transport, sand, grus, nedbrydning, knusning, beton, tegl, vinterbekæmpelse og anlæg. Luis Gorrin er lidt af en problemknuser med teglværker og kommuner i kundekredsen.
“Jeg kører en del lastbil og har rimelig travlt ikke mindst her i forårsmånederne,” fortæller entreprenøren, der gerne tager en snak med kunderne om, hvordan opgaverne skal løses og har folk til at hjælpe efter behov.
Kan løfte lidt af hvert
Kranerne bruges til at løfte større genstande fra hus- og erhvervsgrunde. Gorrin kan løfte lidt af hvert. Han bor privat sammen med Mette og deres fælles datter, så det daglige arbejde har udgangspunkt i privaten. Luis Gorrin har gået i skole i Gråsten og har arbejdet sammen med andre, inden han ved årsskiftet fik foden under eget bord og satte sig til rette bag rattet i egen vognpark. Han har tidligere arbejdet som brolægger og med havearbejde, inden han gik over til sand, grus, maskiner, lastbilkørsel og entreprenørarbejde.
Det holder ham i gang, og han fortryder absolut ikke skiftet til Skodsbøl.
“Jeg føler mig i mit rette element og er faldet godt til med kombinationen af arbejde og privatliv på samme adresse,” siger den 27-årige spanske sønderjyde. ■
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.