På vandreturen ad Gendarm­stien følger vandrerne kysten det meste af tiden.

Gendarmstien byder på 84 km kvalitetsvandring

Gendarmstien byder på en enestående vandremulighed i en af Danmarks smukkeste omgivelser.

Gendarmstien kan i år fejre 103-års fødselsdag. Efter Søn­der­jyl­lands Gen­for­ening i 1920 blev grænsen bevogtet af grænsegendarmerne.

Patruljeringen foregik til fods langs kysten. Hver gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at kontrollere.

Stien begynder i Pad­borg. Den følger Flens­borg Fjord over Gråsten og Egern­sund til Broager­land, videre langs Vemming­bund og Dyb­bøl Banke til Sønderborg.

Turen går videre til Hø­rup­hav og til Skovby nær sydspidsen på Sydals.

Gendarmstien er blevet certificeret af den europæiske vandreorganisation som “Leading Quality Trail – Best of Europe”.

Den er den første kvalitetsvandrerute i Danmark.

Som vandrer får man en oplevelse i særklasse i det konstant afvekslende landskab.

Hvis man går i de tidligere morgentimer, kan man opleve et righoldigt fugle- og dyreliv udfolde sig.

Mange steder er der bænke, hvor man kan tage sig et hvil, og måske få en snak med andre.

Skiltningen til stien er en blå gendarm. ■

Fakta

Grænsegendarmeriet blev dannet i 1839 for at beskytte toldvæsenets embedsmænd ved hertugdømmernes grænse langs floden Elben.

På grund af nederlaget i 1864 blev grænsen flyttet fra Elben i syd til Kongeåen mod nord.

Da grænsen blev flyttet i 1920, flyttede grænsegendarmerne med til den nye grænse.

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.