Gårdsangerne fra Thy hittede på Valdemarshus.

Gemytlig aften med Gårdsangerne fra Thy på Valdemarshus

Omkring 120 deltagere fik forleden en hyggelig og stemningsfuld aften på Valdemarshus, da Gårdsangerne fra Thy lagde vejen forbi med fællessang, fest og højt humør.

Koncerten var samtidig den sidste på Gård­sangernes forårsturné i Sønder­jylland, og med deres folkelige repertoire formåede de at skabe en varm og nærværende stemning blandt publikum.

Gårdsangertraditionen har rødder langt tilbage i tiden, hvor gårdsangere gik fra baggård til baggård og levede af at spille kendte viser for beboerne, som kvitterede med mønter kastet ned fra vinduerne i små papirsposer.

Denne tradition ønsker Gårdsangerne fra Thy at holde i live, og publikum kunne blandt andet synge med på sange som “Her i vores hus er glæde”, “Brænd mine breve”, “Så længe jeg lever”, “Alle sømænd er glade for piger” og “Jeg er sigøjner”.

Den farverige gårdsangerpåklædning og de mange spændende instrumenter var med til at gøre aftenen særlig. Ud over guitar, harmonika, bas, banjo, mandolin og violin blev der også spillet på sav, vaskebræt, kaffekande og murerbalje.

De mange fremmødte kvitterede med god stemning og fællessang, og koncerten blev for mange en uforglemmelig oplevelse. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 21. maj 2026

Skrevet af

Helle Hockerup
Helle HockerupLokalredaktør
Ring 22 92 21 19

Fotos af
Heinz Paulsen

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.