
45-årige Frank Møller bor i Vejle sammen med hustru og børn og pendler nu som direktør på Benniksgaard Hotel til Rinkenæs, hvor han har ansvaret for i alt 235 værelser.
Frank Møller er ny direktør på Benniksgaard
Hotelejer Mads Friis har udviklet Benniksgaard med tilkøbte domiciler gennem en menneskealder.
Da han var indlagt på sygehuset med en blodforgiftning i benet, opstod tanken.
Kan du tillade dig i en alder af 66 år at lade din hustru, dine børn og dine ansatte være afhængige af, at en mand på 66 år alene klarer skærene fremover?
Så opstod tanken om at overlade de administrative tøjler til næste generation.
Gennem forbindelser i Hotel Akademiet blev han gjort opmærksom på, at 45-årige Frank Møller netop havde afhændet Postgården i Fredericia, og så var der ikke langt fra tanke til handling. Den tidligere hotelejer blev ansat som direktør i Bennikgaard komplekset bestående af Annekset i den tidligere efterskole, Hotel 6400 i Sønderborg og det tidligere Danhostel, som Mads Friis også har overtaget.
Coronaen er overstået
“Vi har overstået Coronaen. Her er travlt som aldrig før. Jeg kunne godt tænke mig at bruge mere tid på min familie og de ting, jeg interesserer mig for. Ansættelsen af Frank Møller skal ses som et generationsskifte,” fortæller Mads Friis, der anser det for at være vigtigt selv at træffe beslutningen, mens tid er, så andre eller udefra kommende påvirkninger ikke gør det.
Den karismatiske hotelmand, der har udviklet den fædrene ejendom til et kendt sønderjysk hotel, beskriver sig selv som en iværksætter og ikke som en IT-nørd. Det fandt han ud af under det store hackerangreb, der tidligere på året lagde store dele af den danske hotelbranche ned.
Mads Friis ejede ikke gaverne til at gelejde sig ud af miséren, der kostede dyrt på udlejningskontoen. Den slags skær skal Frank Møller være med til at gelejde ham uden om.
“Det var en fejl, der opstod i det overordnede system, som hovedparten af de danske hoteller var afhængig af. Fejlen opstod oppe i skyen, som ingen hoteludbydere har indflydelse på,” fortæller Frank Møller, der hurtigere klarede skærene på Postgården.
“Den røde tråd er, at der skal være ét bookingsystem for ikke at famle sig frem i blinde. Man kan godt sige, jeg går fra at være min egen herre til at være ansat. Det giver mig en større forståelse for, at der skal penge i kassen for at drive en virksomhed som Benniksgaard,” fortæller den nye direktør, der ikke varskoer voldsomme ændringer på adressen med i alt 135 værelser.
Gulvene skal knirke
“Rev man det her ned og byggede et mere strømlinet hotel med lige gange og værelser på rad og række, ville der gå noget tabt. Benniksgaards særlige atmosfære er betinget af, gulvene knirker, og bindingsværket fortæller sin egen historie,” siger direktøren, der skal skabe struktur, innovation og ruste storhotellet til fremtiden.
“Efter Coronaen har vi mange flere golfere, vandrere, cyklister og livsnydere, som vil ud af deres faste rammer og nyde livet. Det er det grå guld, som vil uden for hjemmets fire vægge,” siger Mads Friis, der mangler kokke, tjenere og rengøringspersonale til de mange opgaver.
Det skal Frank Møller være med til at få styr på ved at skabe synergieffekter i de fire komplekser i Friis dynastiet.
“Benniksgaard har sagt nej til gæster og grupper på grund af personalemanglen,” siger han.
Flere hoteller på vej
“Det er nogle andre parametre, end jeg har været vant til. Vi har flere hoteller på bedding,” siger Frank Møller, der selv betegner det, som at han går fra en købmandsbutik til Bilka.
“Sønderborg og Als er inde i en rivende udvikling. Jeg bifalder det virkelig. Hotel Alsik skabte et vakuum, der en overgang tog pusten fra os, men det skal man ikke pibe over. det er kun positivt. Der er gæster nok til os alle,” siger Mads Friis, der overlader til sin afløser at få styr på personalemanglen og IT-system for samtlige 235 værelser i Rinkenæs og Sønderborg.
Selv har han rigeligt at tage sig til og vil gøre sig umage for ikke at gå Frank Møller i bedene. Han har fuld tillid til, den 45-årige vejlenser får styr på tingene uden utidig frisk indblanding. ■

Frank Møller og Mads Friis gør fælles sag som direktør og indehaver i Benniksgaard Hotels tjeneste.

Den ene kommer og den anden er på vej gennem svingdøren, men så bogstaveligt skal det ikke tages, for det er Mads Friis’ absolutte hensigt, at Frank Møller forrest i billedet repræsenterer fornyelse og generationsskifte på direktørposten.
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.