Signe Svane Kryger drager om få dage på en tre måneders dannelsesrejse til New Zealand og Asien.

Fra gråvejr i Egernsund til trekking i Thailand

19-årige Signe Svane Kryger fra Egernsund rejser den 18. januar til New Zealand og Asien, hvor hun skal backpacke med sin veninde i 3 måneder.

Om få dage står en dannelsesrejse for døren for Signe Svane Kryger. I oktober bookede hun billetter til New Zealand, Cambodia, Laos og Thailand, hvor hun skal opleve naturen og de meget forskellige kulturer. Hun skal blandt andet besøge lokale skoler, zipline igennem junglen og måske endda springe bungyjump.

“Jeg glæder mig utroligt meget til at komme ud at rejse og få lov at opleve verden. Jeg har været i New Zealand, Vietnam og Thailand før, men det har været med min familie, så jeg er spændt på at opleve det igen – og denne gang alene”, smiler Signe Svane Kryger.

Veninden, hun rejser med, har hun gået tre år i gymnasiet med på Alssundgymnasiet Sønderborg, og sammen skal de udforske de forskellige lande. De har brugt første halvdel af deres sabbatår på at spare op til rejsen, og Signe har arbejdet tre steder.

“Det har været lidt af en omvæltning at gå fra at læse lektier, lave afleveringer og gå i gymnasiet til at stå til ansvar som medarbejder og nu at skulle ud at rejse, men jeg glæder mig til det. Nogle gange har det været lidt af et puslespil at få hverdagen til at gå op, for jeg har altid nye opgaver, der venter”, fortæller Signe Svane Kryger.

Signe er i gang med at pakke, få styr på vaccinationer, visum og hvad der ellers følger med til forberedelserne.

“ Det giver altid én nogle nye perspektiver og tanker at komme hjemmefra og opleve en anden hverdag og en anden kultur, og jeg er sikker på, jeg vil få en masse gode oplevelser og erfaringer, som jeg kan tage med mig videre, også når jeg skal læse videre”, siger pigen fra Egernsund.

Efter rejsen søger hun ind på Medievidenskab på Aarhus Universitet, hvor hun håber på at blive optaget. Hun ønsker at få en fremtid inden for medieverden, hvilket hænger sammen med jobbene som reporter hos henholdsvis DK Syd og Gråsten Avis. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83