Artikelbeskrivelse

16-årige Nadja Berg begyndte at spille håndbold i Bov IF, men er nu målmand for Elite Aabenraa.

Fra fælles håndbold til hjemmetræning

16-årige Nadja Berg, der er født og opvokset i Kruså,  elsker at spille håndbold, men det har corona sat en midlertidig stopper for. 

Normalt dyrker Nadja Berg håndbold fire gange om ugen, og styrketræner tre gange om ugen, men sådan er det ikke i øjeblikket. 

Nu styrketræner og løber hun for ikke at sidde stille. 

Til dagligt bor hun i Rødekro sammen med sin mor Monika og lillesøster Celina. 

Nadia Berg går i 1. g på Aabenraa Statsskole på sproglig studieretning. Det er hun rigtig glad for og selvom de lige nu er hjemsendt, så fungerer det faglige og sociale stadigvæk. 

Nadja begyndte med at spille håndbold i Grænsehallerne, da hun var otte år.

“Begge mine forældre spillede i Bov IF, og jeg blev derfor naturligt en del af det og trænede indtil U14 i Bov IF,” fortæller hun. 

Som 10-årig, trænede hun selv de fem-seks årige, og det var virkelig sjovt og gav hende meget igen. 

Den første klub Nadja Berg spillede i, var Bov IF. Hun blev bl.a. trænet af sin mor Monika Berg, samt af Marie Louise Knudsen Jensen og Kim Jensen. 

Herefter flyttede hende og familien til Rødekro og klubben blev skiftet ud med Rødekro-Aabenraa, hvor hun den dag i dag stadig spiller og udfører rollen som målmand. 

Større udfordringer

Nadja kan mærke, at efter hun er kommet på Rødekro-Aabenraa holdet, har hun fået større udfordring, og det ligger godt til hende. Nadja er nu blevet en del af Sønderjyske Ungdom og Elite Aabenraa.

Det er noget hun er meget stolt af. I Elite Aabenraa “mødes” de hver mandag til mental træning og hver torsdag til styrketræning online. 

Det giver Nadja et ekstra skub, så hun ikke selv skal stå for træningen. Selvom Nadja løber tre gange i ugen og styrketræner jævnligt, så frygter hun at skulle spille kamp igen.

“Der er altid en lille frygt for, at man kommer tilbage på banen, og man ikke kan præstere på samme måde, som man kunne før corona,” siger Nadja Berg, som efterlyser noget fællesskab udover alt det sportslige. 

“Jeg tænker, det er en stor del af det at spille håndbold,” siger Nadja Berg, som savner at spille håndbold, og glæder sig til at komme i gang igen. ■

Skrevet af
Ida Berg

Fotos af
Ida Berg