blank

Dagli’ Brugsen i Vester Sottrup og uddeler Morten Schmidt skyder foråret ind med blomstermarked og glæder sig over, prisernes himmelflugt ser ud til at være stoppet.

Foråret skydes ind med blomster­marked i Vester Sottrup

Priserne falder. Folk har igen råd til at købe kød- og mejeriprodukter. Tiderne bliver lysere og dagene længere. 

På lørdag holder Dagli’ Brugsen i Vester Sottrup blomstermarked, så folk kan få noget farverigt med sig hjem sammen med dagligvarerne.

“Tiden nærmer sig grillsæsonen. Efter prisen på hakket oksekød var steget til over 50 kroner, er den nu faldet igen med ti kroner. Prisen på ost og yoghurt er på vej ned. Kunderne har fået andre vaner og tænker mere over måske at købe en pakke af noget frem for to. De undgår madspild og unødige indkøb, men sparer ikke som sådan. De er bare blevet mere obs på, hvor meget de køber af de enkelte ting, og at de ikke smider så meget væk eller er nødt til at spise rester tre dage i træk, fordi de har købt for meget ind,” fortæller brugsuddeler Morten Schmidt, der også selv er mere bevidst.

Energibevidst

Der er tænd og sluk funktion på apparater og lamper. Parkerings­pladsen er belyst en time før og efter lukketid. Der­udover er p-pladslyset slukket, så det ikke oplyser parkeringsbåsene udnødigt natten igennem. Kommer en hundelufter eller et natligt passerende væsen forbi, tænder lyset.

“Vi har lys fra tanken, for det skal vi jo have,” fortæller den energibevidste brugsuddeler, der ikke har noget imod, folk er blevet klogere og mere bevidste om deres forbrug.

“Energiprisen er også faldet. Vi er begyndt at tage kølere ind igen, da udgifterne til at drive dem har stabiliseret sig. Jeg tager også iskølere ind, som jeg ikke ville have vovet at tage i brug med de tidligere priser. Det er en god holdning, at man er bevidst om sit forbrug. Folk tager fortsat det hjem til fester og sammenkomster, som øl og vand de køber i kommission, men frem for at købe fem stykker pålæg til en dyr pris, køber de måske ti stykker til en billligere penge og går lidt på kompromis med kvaliteten. Det er ved at stabilisere sig nu. Vi kan se, at når priserne falder, bliver der også købt mere af den enkelte vare,” fortæller 32-årige Morten Schmidt, der ikke har noget imod at tage ved lære af inflation og energikriser.

Han glæder sig til at se kunderne gribe i blomsterkasserne som tegn på, foråret er på vej, og duften af betaleligt grillkød breder sig over sommerlandet. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.