blank

51-årige Peter Mikael Kjer er ny formand for Broager Vandværk – han er i dag direktør i Give Fjernvarme – inden da var han direktør i Gråsten Varme.

Direktør i fjernvarmen ny vandformand

Kjer er ny formand for Broager Vandværk, da Walther Jacobsen ønskede at trække sig på den nyligt overståede generalforsamling. 

Den afgående formand har rundet de 70 år og været med i vandværkets bestyrelse en snes år, så han synes, han har udtjent sin værnepligt.

Peter Mikael Kjer bor i Vemmingbund med hustru og seks sammenbragte piger. Han lader sig ikke skræmme af at overtage posten i en tid, da Broager Vandværk har påbud om at sikre pesticid frie drikkevandsforsyninger, fordi tre ud af fire boringer ikke overholdt grænseværdierne. Nu er der sikret rent drikkevand med to nye boringer i Bøffelkobbelskov.

“Walther syntes, der skulle friske kræfter til, så jeg blev opfordret til at stille op. Det er jeg glad for,” fortæller Peter Mikael Kjer, der har boet i Vemmingbund siden 2007.

Spare på vandet

Han var frem til 2019 direktør i Gråsten Varme i en til tider turbulent tid. Ved fusionen med Sønderborg Varme fratrådte han frivilligt og blev så direktør i Give Fjernvarme, der er lykkedes med at holde varmeprisen i ave. Det er altså en mand med forstand på forsyning og ledningsnet og grøn energi, der overtager roret i Broager Vandværk. Selv om han kører fra Vemmingbund til Give på daglig basis og har en stor familie, har han mod på opgaven.

“Jeg kan godt lide at køre bil og kan holde møder og føre samtaler undervejs. Pigerne derhjemme har fået at vide, der skal spares på vandet,” siger Peter Mikael Kjer, der ikke har haft svært ved at vinde børnenes forståelse for, at man skal omgås vand- og energiressourcer med omtanke, selv om man gerne tilbringer tid foran spejlet og på badeværelset. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.