Artikelbeskrivelse

Niels Peter Nielsens hjerte banker for det lokale. Han fylder 29. april 70 år. 

Folkelig og lokal forankret 70-årig

Niels Peter Nielsen, Tørsbøl, er netop gået af som formand for Kværs-Tørsbøl-Snurom Landsbyråd.

“Jeg fik en lille advarsel i form af en blodprop i hjernen. Det tog jeg som et tegn på, det var på tide at trappe ned,” fortæller den afgåede formand, der fylder 70 år fredag 29. april.

Han understreger, han har det godt og fortsat vil bruge overskydende tid på at spille masser af golf.

Niels Peter Nielsen stammer fra Hovslund ved Rødekro, og blev for 46 år siden gift med Inge Merete. 

Parret har to voksne børn og fem børnebørn.

Udlært VVS’er

Niels Peter Nielsen er udlært VVS’er og har arbejdet i branchen en menneskealder først med eget firma og de sidste år, inden han gik på efterløn for ni år siden som ansat i et VVS-firma. I sin tid som selvstændig med firmasæde i Padborg havde han 37 ansatte. Ved pensioneringen kastede han sig over nye interesser.

“Jeg blev formand for Mobilitetsforeningen, der havde til formål at sørge for mobilitet i landdistrikterne. Det gjorde vi ved hjælpe af Landsbybussen, som folk mod betaling kunne komme omkring i. Der sidder 1,2 personer i hver bil ude på landevejene. Det giver trafikproblemer og CO2 forurening, hvorimod bussen skaber sammenhold og sociale relationer. Man kommer hinanden mere ved i landsbybussen,” fortæller Niels Peter Nielsen, der er en lokal ildsjæl og er aktiv i de sammenhænge, der ligger ham på sinde.

Han har været med i LAG Natur og Fødevarer og aktiv i det kommunale landsbyforum, som er en sammenslutning af 36 landsbylaug. 

Niels Peter Nielsen deler gerne ud af de erfaringer, han gør sig med projekter som Landsbybussen og arbejdet i landsbyrådet. 

Det lokale

Han er af den opfattelse, at man må gøre en indsats for sine overbevisninger og lader sig ikke slå ud af diskussioner eller små helbredsmæssige tilbageslag. Han arbejder også for at sikre de projekter, han er med i, støtte og udbrede kendskabet til, at man kan tage landsbybussen og fremmer lokale intiativer.

“Jeg går ind for det upolitiske samarbejde, da det politiske kan være lidt afgrænsende. Derfor arbejder jeg også inden for landdistrikter og er del af det upolitiske arbejde i kommunen,” siger Niels Peter Nielsen, der går ind for at samle folk om fælles interesser frem for at deltage i politiske spilfægterier.

De første ti år af ægteskabet med Inge Merete boede parret i Sønderborg, men flyttede senere til Tørsbøl, hvor de har boet lige siden. 

Fødselarens hjerte banker for det lokale.

“Der er en udvikling i retning af den omvendte urbanisering. Folk flytter ud fra byerne. Coronaen har fået byfolkenes øjne op for, at der er værdier og fordele ved at bo på uden for storbyerne. De finder ud af, der er forurening og trængsel i byerne. Selvfølgelig gør de stigende energipriser det dyrere at bo på landet. Jeg tror alligevel, landområderne vil blive mere attraktive for mange,” siger en mand, der selv har boet størstedelen af sit liv på landet.

Han vil fortsat være aktiv i det omfang, kræfterne og tiden rækker, for der skal jo også være tid til at spille golf, cykle og gå lange ture, når man runder de syv årtier. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.