René Abramsen (i midten) overtog i 2016 Gråsten Maskinservice, der blev grundlagt af Eskild Abramsen (th). Nu har Eskild forladt bestyrelsen og er blevet afløst af virksomhedskonsulent Thomas Dehnfeld (tv).

Fokus på fremtid gav kalkuleret underskud

De store toneangivende danske virksomheder bliver fremover udsat for krav, som de helt naturligt sender videre til de virksomheder, de samarbejder med. Kan virksomhederne ikke leve op til kravene, mister de ordre, og opgaven går videre til en konkurrent.

Det er den verden Gråsten Maskinservice befinder sig i. Gråsten Maskinservice har igennem de sidste tre år været ISO 9001 og ISO 14001 certificeret. I det seneste år har man arbejdet yderligere med procesoptimering og implementering af ISO 45001.

Det kombineret med investeringen i en ny 5-akslet CNC-styret fræser og implementeringen af et nyt ERP-administrationssystem førte til at virksomheden i 2023 kom ud med et underskud på 884.000 kr.

-Der er tale om et kalkuleret underskud, siger direktør René Abramsen, der i 2016 overtog virksomheden efter sin far Eskild Abramsen. Det er første gang, vi har underskud, men det har været nødvendigt for, at vi kan bevare vores konkurrencedygtighed, og samtidig øge automatiseringen af arbejdsprocesserne. Den automatisering er vigtig, når det er vanskeligt at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. I år forventer vi dog et positivt resultat.

Halvdelen af Gråsten Maskinservices omsætning kommer fra traditionelle underleverandøropgaver med dreje- og fræseopgaver i stål, aluminium, plast og rustfrit- og værktøjsstål. Den anden halvdel kommer fra udvikling af specialmaskiner og produktionslinjer, der anvendes af danske virksomheder i bl.a. Japan, USA, Tyskland, Vietnam og Thailand samt store dele af Europa.

Grundlæggeren af virksomheden Eskild Abramsen har siden generationsskiftet i 2016 været en del af selskabets bestyrelse, men nu har han valgt at sige stop. I bestyrelsen er han netop afløst af virksomhedskonsulent Thomas Dehnfeld. Bestyrelsen består derudover af René Abramsen, formand og ejer, samt hustruen Malene Lund Abramsen. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 23. april 2024

Skrevet af
Jens Michael Damm

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.