Fem skarpe til Folke Kryger

Af Gunnar Hattesen
Navn: Folke Kryger
Alder: 66 år
Erhverv: Formand for Bov IF hovedafdeling
Bopæl: Kollund
Hvad ville du gøre om, hvis du fik chancen?
”Stort set ingenting. Jeg er godt tilfreds med den måde, mit liv har formet sig på. Selvfølgelig har jeg lavet fejl, men hvis man ikke har gjort det, har man ikke lavet noget”.
Nævn en person, der har ændret dit liv?
”Jeg havde en lærer i folkeskolen i København, som fik stor indflydelse på mig. Han fik mig til at indse, at man skal lave sine ting, overholde tider, opføre sig ordentligt, læse avis. Han blev et slags forbillede”.
Hvad har været din bedste ferie?
”Det var for et par år siden, hvor vi holdt ferie i Sydspanien. Jeg har altid troet, jeg ikke var god til varme, men der var 36 graders varme. Vi havde lejet et hus, og hele familien var med. Vi slappede af, badede og fik snakket med hinanden”.
Hvilken kendt person ville du helst spise en god middag sammen med?
”Det skulle være statsminister Lars Løkke Rasmussen for at se, hvilket menneske, han er. Det kunne jo godt være, han var en fornuftig person”.
Hvad laver du om 10 år?
”Om 10 år læser jeg bøger og slapper af. Jeg kan godt lide at læse politiske bøger, biografier og skønlitteratur. For tiden læser jeg bogen ”1945”, som handler om Danmarks befrielse”.

blank

Folke Kryger var i mange år lærer på Kruså Skole, 12 år socialdemokratisk medlem af Bov Byråd og 11 år formand for Bov IF. Foto Jimmy Christensen