Hermann Kählig står klar med udstyret, når han skal hjælpe kunderne. Fotos Lene Neumann Jepsen

Få hjælp til hus og have

Hermann Kählig i Rinkenæs har hænderne skruet rigtig godt på. 

I mange år har han i sin fritid hjulpet både venner og familie med alle deres gøremål omkring hus og have. 

Nu vil Hermann Kählig gerne udvide og startede derfor 1. juni Gråsten Multiservice op ved siden af sit faste arbejde.

”Jeg vil gerne hjælpe dem, der ikke rigtig kan selv eller også mangler tiden til at få tingene gjort,” fortæller Hermann Kählig. 

Gråsten Multiservice kan klare de fleste opgaver. Servicen spænder vidt fra vedligehold af hus og have, men også træfældning og gravearbejde hører til servicen. Inden for husets fire vægge er renoveringsopgaver som at male og tapetsere, men også op brækning af gulve på listen over tilbudte ydelser.

”Jeg elsker at arbejde i det fri og bruge mine hænder,” siger Hermann Kählig, der i sine egne gør-det-selv projekter er gået meget perfektionistisk til værks.

”Det skal være snor-lige. Jeg lægger vægt på at detaljerne er i orden,” fortæller Hermann Kählig, der har haft sin opvækst i Egernsund og Sottrup og bor nu med konen Louise og deres to drenge i Rinkenæs Nederby.

I sin fritid er Hermann Kählig også rigtig god til at give en hånd med. Han er brandmand i Rinkenæs Frivillige Brandværn og altid klar til at rykke ud, hvis der er brug for hjælp.

Til opstarten har Hermann Kählig investeret i det rette udstyr, som han tager med ud til kunderne. Så han er rigtig godt klædt på til at løse opgaven. ■

Skrevet af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27