Emma Lock vil gerne ud at rejse og se noget andet, så hun kan blive motiveret til at studere. Foto Signe Svane Kryger

Et års sabbat med frihed

19-årige Emma Lock fra Broager blev student i slutningen af juni og har nu taget hul på sit første sabbatår. Arbejde, rejser og friheden til selv at vælge står nu og venter forude.

Efter tre år med slid og slæb er Emma Lock færdig med gymnasiet, hvor hun gik på en linje med psykologi, engelsk og samfundsfag som hovedfag. Hun afsluttede gymnasiet med at gå til mundtlig eksamen i psykologi og efterfølgende var der en lang, sjov studentertid.

“Det var fedt at blive student, men det har også været spændende at søge arbejde og opleve første smagsprøve på sabbatåret”, fortæller Emma Lock.

Mere ansvar

Emma Lock arbejder i Bowl‘n’Fun i Sønderborg, men hun har for nylig fået arbejde indenfor handicapområdet, hvor hun fungerer som hjælper. Vagterne er hyppigere, og arbejdet adskiller sig meget fra, hvad hun har prøvet før.

“Der er et meget større ansvar, end jeg er vant til, og jeg skal vænne mig til det, men det er interessant og lærerigt at prøve noget nyt”, siger Emma Lock.

Asienrejse

Udover at arbejde skal hun også ud at rejse til Asien med sin gymnasieveninde i nogle måneder for at opleve verden, hvilket hun er i gang med at spare op til. Nogle af rejsemålene er Sydthailand og Filippinerne, hvilket hun glæder sig til.

“For mig er det vigtigt at komme ud at rejse og se noget andet, end jeg ser herhjemme. Jeg vil gerne opleve en masse, så jeg er klar og motiveret til at studere en dag”, siger Emma Lock. ■

Skrevet af

Signe Svane Kryger
Signe Svane KrygerReporter
Ring på 2972 4454

Fotos af

Signe Svane Kryger
Signe Svane KrygerReporter
Ring på 2972 4454