Formand for Egernsund Seniorer, Kaj Andersen, er ude at hverve nye bestyrelsesmedlemmer, da garvede kræfter som Else Clausen og flere andre takker af på den kommende generalforsamling.

Egernsund Seniorer søger trækkræfter

Lottospil er Egernsund Seniorers største aktiv. 

Det finder sted en gang i måneden og har deltagelse af gennemsnitligt en snes medlemmer, der kommer for at få sig en sludder og måske har held til at vinde en kødpakke. 

Formand gennem 10 år Kaj Andersen er glad for aktiviteterne. På den forestående generalforsamling i kulturhuset i den gamle skole appellerer han til, at der møder nogen op til at besætte de ledige bestyrelsesposter i den aldrende forening.

“Vi skal have valgt en ny kasserer i stedet for Gerda Christensen, der ikke modtager genvalg, og Else Clausen, der heller ikke ønsker genvalg,” fortæller den 76-årige formand, der er indstillet på at fortsætte sammen med næstformand Berit Møller.

Godt samarbejde

Seniorerne i Egernsund har en fast aktivitetskalender og et godt samarbejde med naboforeningen Broager Pensionistforening, som den arrangerer udflugter sammen med. Nogle af medlemmerne bor i Broager, og der er også opbakning til seniorerne fra Gråsten, Adsbøl og Kværs. I øjeblikket er foreningen ude at opkræve kontingent, som er 100 kroner om året, så folk kan møde op med gyldige medlemskort til generalforsamlingen.

“Jeg regner selvfølgelig med, vi fortsætter og vil også gøre mit til, at vi gør det,” siger Kaj Andersen, der kontakter potentielle emner til de ledige poster, men også opfordrer til, at folk melder sig, hvis de fremtidige lottospil skal sikres i årene, der kommer.

Der er flere lottospil i arrangerende foreningers regi i ugens løb. Det er ikke usædvanligt, lottospillerne er ude at svinge brikkerne to tre gange i ugen. Skal det fortsat være sådan, skal der for seniorernes vedkommende også være en bestyrelse til at gennemføre aktiviteterne. For at få så mange til at møde op som muligt er der også lottospil i forlængelse af generalforsamlingen. Foruden de to siddende bestyrelsesmedlemmer har også suppleant Tove Haussmann valgt at takke af på den kommende generalforsamling. ■

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 30. januar 2025

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.