Gennem mere end 30 år har 60-års fødselar dyrlæge Lars Kjær nydt den tillid, det er at få betroet familiens bedste venner i hans varetægt, og det er han stolt af og ydmyg over for – som det ses er Møffe ingen undtagelse, hvad angår tilliden til dyrlægen

Dyrlæge med et smil på læben

Lars Kjær har været dyrlæge i over 30 år. 

Først som en del af dyreklinikken Gråsten Sønderborg og de seneste fem år som kompagnon med Katrine Kiærulff i Hele Familiens Dyrlæge med klinikker i Gråsten og Møgeltønder. 

Her er han ene hane i kurven med fem kvindelige dyrlægekolleger. Torsdag 27. april fylder Lars Reggelsen Kjær 60 år.

“Jeg startede som dyrlæge med to år på Fyn blandt andet i Zoologisk Have. Det gav mig ekspertise i eksotiske dyr, som er mit speciale i klinikken,” fortæller 60 års fødselaren, der rykker ud, når eksotiske fugle og krybdyr har behov for lægelig assistance.

Nestor i foretagendet tager mange aften- og weekendvagter, fordi hans ekspertise også er akutte to- og firbenede patienter.

“Jeg har familier, jeg er kommet hos som dyrlæge i flere generationer. Det er en rar følelse at have den tillid, at dyreejeres børn og børnebørn tilkalder mig, når de har behov for en dyrlæge. Faget repræsenterer en masse bløde værdier. Der er mange følelser på spil. En gang imellem bliver man jo nødt til at sige sin ærlige mening om, at nu lever dyret i givet fald videre for ejerens og ikke for dets egen skyld. Det indebærer sorgbearbejdning og store beslutninger at have med folks dyr at gøre. Det er en tillidserklæring, som man skal oparbejde og vedvarende gøre sig fortjent til,” fortæller Lars Kjær.

“Det giver også muligheden for at få et fantastisk puslespil til at gå op, når vi ved, et dyr mangler nyt hjem på grund af skilsmisse, allergier eller fordi folk har skaffet sig dyr under Coronaen, som de alligevel ikke kan tage sig af. Det kan også være, vi ved, en hundeejer lige har fået et kuld hvalpe, som måske kan tælle et eksemplar, der kan erstatte et aflivet dyr. Så kan vi hjælpe en kat eller en hund til et nyt hjem. Det er et fantastisk puslespil, som vi indimellem kan hjælpe med at få til at gå op,” beretter dyrlægen.

Oplevet meget

Resultatet af den forstående omgang med dyrevennernes situation giver ikke sjældent gaver i form af rødvin og chokolade. Det er ikke nogens skyld, når blodprøver giver forstemmende resultater, eller menneskets bedste ven bare ikke kan mere, men det kan være hårdt at være den, der overbringer budskabet.

Der er seks praktiserende dyrlæger med hvert sit speciale fordelt i Gråsten og Møgeltønder.

De rykker ud i hele landsdelen. Nogle er specialiseret i øjne, andre i hals og tænder.

“Jeg går på arbejde med et smil på læben. Der er lidt folk og fæ i foretagendet. Jeg har set og oplevet meget. Det er en glæde at dele sin viden og ekspertise med andre. Vi holder ikke på noget, men giver gerne videre og lærer af hinanden,” fortæller Lars Reggelsen Kjær, der har tænkt sig at fortsætte, så længe han finder glæde i at trække i gummistøvlerne og begive sig ud til små og store pelsede og bevingede dyr, hvis ejere lægger deres to- og firbenedes venners skæbne i hans hænder.

Dyrlægen holder åbent hus på 60 års dagen. Gaven fra hans to voksne sønner er en dykkerferie hos en dyrlægekollega i Australien. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.