Aase Christensen var i gang fra tidlig morgen til aften, mens hun styrede Den Gamle Kro.

Aase var kromutter i 28 år

Aase Christensen kørte Den Gamle Kro i Gråsten i 28 år. Torsdag den 4. maj fylder den kendte, udadvendte og arbejdsomme kvinde 80 år.

Det var travle år. Hun drev kroen sammen med sin mand, Finn, og den dannede rammen om mange familiefester, møder og selskaber.Det blev til mange arbejdstimer om ugen.

Aase Christensen er en vellidt person, kendt for sit livsmod og sit store engagement på ældreområdet, blandt andet var hun i 17 år formand for Gråsten og Omegns Pensionitforening.

Aase er født og opvokset i Egå ved Aarhus. Som barn elskede hun at lave mad. Som 10-årig hjalp hun dagligt til i køkkenet, når der skulle røres i gryderne.

Hun flyttede i 1971 til Sønderjylland, hvor ægteparret købte Tumbøl Kro.

Finn og Aase Christensen solgte Tumbøl Kro i 1973 og forpagtede Rinkenæshus, som dengang var lejrskole, forsamlingshus og campingplads.

Rinkenæshus var fyldt med liv og glade dage. Det var en dejlig tid, og et skønt sted med mange mennesker og masser af liv.

Desværre kunne det ikke fortsætte, for med tiden blev der lidt for mange kokke til at fordærve maden på stedet.

I 1978 købte parret Den Gamle Kro. Her var Aase styrmand i køkkenet, mens Finn mere var i salen hos gæsterne.Kroen solgte de i 2006.

I det gæstfrie hjem er der opvokset fire børn. Annemette bor i Gråsten, Dorte bor i Billund, Hanne bor i Horsens, mens Niels bor i Kolding.

For tre år siden flyttede ægteparret til Kongevej 33 i Gråsten. Som gammel kromutter kender Aase Christensen rigtig mange mennesker i slotsbyen. Hun falder altid i snak med folk, hun kender, når hun er ude på sine daglige ture. ■

Skrevet af

Gunnar Hattesen
Gunnar HattesenAnsvarshavende redaktør
Ring 21 16 06 83

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.