Artikelbeskrivelse

Prinsesse Margrethe som lucia-brud i 1946.

Dronningen mindes barndommens sommer i Gråsten og Dynt

I bogen Undervejs om Dronning Margrethes barndom og ungdom frem til, hun besteg tronen i 1972, fortæller hun til forfatter Tom Buk-Swienty blandt andet om sin barndoms somre på Graasten Slot. 

Dronningen mindes turene til badestranden i Dynt på Broagerland. Særligt sensommeren 1945, hvor Kongefamilien var tilbage på Graasten Slot efter tre års pause under krigen står klart i Dronning Margrethes erindring:

“Men for mig var det mest betagende ved at være i Sønderjylland i sensommeren 1945 nok, at vi tog til stranden. Vi havde vores eget lille badehus ved Dynt Strand på Broagerland et par hundrede meter fra, hvor I.P. Nielsen havde et beskedent hus. Badehuset, der havde to små kabiner, et til herrer og et til damer – senere fik vi et, der var lidt større med en ekstra kabine til børnene – kunne tages fra hinanden og sættes op igen. Det var blevet sat op og stod klart, da vi kom den sommer i 1945.” fortæller Dronningen blandt andet om den minderige sommer.

“Når jeg ser tilbage på mine mange ophold på Graasten Slot i mine barndomsår, toner der indre billeder frem af legehuset – “det lille hus” – af vores dværghøns bagved i haven, hvor vi samlede æg, af vores kaniner og af, at mine søstre og jeg cyklede – “ciklede”, som vi i min generation siger – eller snarere trampede afsted til “det lille hus”. For mit indre ser jeg billeder af, at vi legede der, lavede æggesnaps … og af, at vi kørte til Dynt Strand ad støvede grusveje. Det tog 15-20 minutter i bilen, som vi blev stuvet ind i. Når man var kommet igennem Broager, nåede man ud på grusvejene, der førte igennem marker med køer. Efter en dag ved vandet skete det af og til, at vores tilbagetur lige akkurat faldt sammen med, at køerne blev gennet hjem til malkning på gårdene, og så sad man ellers der i bilen med alle kohalerne svingende foran sig.” er Dronningens barndomserindring.

Udervejs er udkommet i anledningen af Dronningens 50 års regeringsjubilæum. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.