Artikelbeskrivelse
Cylinderskift lukker igen Egernsundbroen
I begyndelsen af februar skiftes den tredje af Egernsundbroen fire cylindre.
Og det betyder som ved tidligere udskiftninger, at trafikken på land må vente i to gange et kvarter to aftner, mens der spærres helt for sejlende trafik i to døgn.
De to døgn, hvor sejlende ikke kan passere igennem broen, fordi selve udskiftningen foregår, er fra onsdag den 3. februar kl. 9 til fredag den 5. februar kl. 9. De to gange, hvor kørende trafik på broen må vente i ca. et kvarter – formentlig fra omkring kl. 19.40 – er tirsdag den 2. februar og tirsdag den 9. februar. I de to gange et kvarter, hvor trafikken ikke kan passere, er broklapperne åbnet for at give tid til, at en renoveret cylinder kan sænkes ned i klapkælderen og ugen efter for at tage den slidte op.
Den slidte renoveres derefter for at blive brugt til den fjerde og sidste udskiftning. Den sidste cylinder ventes skiftet i uge 10.
Egernsundbroen har fire cylindre, som er nødvendige for, at broklapperne kan åbne og lukke. Det er første gang, de skiftes i broens 47 år lange liv. De første to klapper på Alnor-siden blev skiftet før jul, og nu kommer turen så til de to cylindre på Egernsund-siden. De slidte cylindre skiftes med de cylindre, der er taget op og renoveret. Det er væsentligt billigere at renovere de gamle end at købe nye. Hver cylinder vejer 3,5 ton.