Gråstendrengen Chris Preuss fører en intensiv valgkamp, og har adskillige uddelingsaktioner i Ulsnæs Centret, som han senest besøgte lørdag.

Chris Preuss har kastet sig ind i valgkampen

30-årige Chris Preuss – Venstres folketingskandidat i Sønderborg-kredsen og afløser for Ellen Trane Nørby, der træder ud af Folketinget – er glad for, startskuddet er udløst, og valgkampen endelig er gået godt i gang. Det har han ventet længe på.

“Jeg gør mit til at gøre opmærksom på, det er vigtigt at få så mange sønderjyder og lokale politikere i Folketinget som muligt. Hvis vi ikke er der til at varetage områdets interesser, er der ingen, der gør det,” siger Chris Preuss, der har kastet sig ind i kampen med ungdommelig energi.

Han har lige været til debat på DK4 Syd, hvor han diskuterer relevante emner med Pernille Vermund, Nye Borgerlige, Jesper Petersen, Social­demokratiet, og Lotte Rod, Radikale Venstre. 

“Inden da nåede jeg at dele flyers ud i Haderslev. Jeg fører valgkamp i hele Syd- og Sønderjylland. Det er med at være så mange steder som muligt. For mig er det vigtigt at gribe verserende budskaber og emner og være så meget på som muligt. Jeg bruger hver ledig stund på valgkampen,” siger den 30-årige Venstre mand, der skal overbevise vælgerne om, han skal være ny mand på Tinge.

“Vi skal ikke tage noget for givet, selv om Venstres formand Jakob Ellemann Jensen nu er den førende blå statsministerkandidat ifølge meningsmålingerne. Det er en fortsat kamp at overbevise vælgerne, så de har tillid til, vi skal overtage statsministeriet de kommende fire år,” siger Chris Preuss, der tilbringer de fleste af sine vågne timer på landevejene de kommende to uger.

Intens valgkamp

Valgkampen er hård og intens som ingensinde før. Det er ingen let sag at vinde taletid og gøre sig bemærket med 14 kandiderende partier til folketingsvalget 1. november. 

Flere hundrede kandidater bejler til de syd- og sønderjyske pladser i Folketinget, så der er rift om et sæde på Tinge. 

Der lægges stor fantasi for dagen i bestræbelserne på at nå vælgernes gunst. 

Chris Preuss er først og fremmest blandt fodfolket og ude at møde vælgerne. Hvilke fif han har i ærmet, vil de kommende to uger vise, og om det har hjulpet, kommer for dagen ud på aftenen 1. november. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.