Carsten Hansen inviterer til åbent hus på maskinværkstedet i Broager.

Carstens Maskinværksted byder på øl og pølser

Det er en årlig tradition, at Carstens Maskinværksted på Nejsvej i Broager holder åbent hus for kunder og forretningsforbindelser. 

I år er det fredag 10. marts klokken 10-17. Det plejer at være lidt af et tilløbsstykke.

“Der kommer mange mennesker,” fortæller indehaveren 54-årige Carsten Hansen, der er helt glad for sammenkomsten, hvor han har lejlighed til at få en snak med maskinkyndige og kan vise plænerobotter, havetraktorer m.m. frem.

Carstens Maskin­værk­sted har ikke mærket det store til krig og krise. Hos ham er der altid afsætning på redskaber, maskiner, udstyr, olier, algerens og serviceydelser til det helt store maskineri.

“Det nytter ikke at gå og se sort på tingene og sige til sig selv, at tingene ikke går. Man skal have et positivt livssyn og sige, at går det ikke på den ene måde, så går det på den anden. Vi mærker ikke mere til krig og krise, end at folk stadig skal have havetraktorer og udstyr til have og mark. Det kan måske ske, at folk har sværere ved at få deres regninger betalt, men jeg har mange små kunder og et godt forhold til min bank, så det slår ikke benene væk under mig,” siger Carsten Hansen, der er morgenmand og den første, der kommer om morgenen og den sidste, der går om aftenen.

“Jeg har tre mekanikere til at ordne biler i værkstedet, en lærling og en landbrugs-maskinmekaniker. Der er nok at se til. Kniber det, giver jeg også selv en hånd med, og så har vi selvfølgelig Morten til at passe butikken,” siger en mand, for hvem maskinværkstedet er en livsstil.

Han kan lide at få en snak med kunderne og sine ansatte og tager ikke tingene så tungt, hvis alt ikke lige går efter en snor. Det har været hans devise, og det har han hidtil klaret sig rigtig godt med. 

Alle er velkomne til at lægge vejen forbi anden fredag i marts, hvor de vil forefinde mester og ansatte i vanlig godt humør med lidt mundgodt på grillen samt humle til at slukke tørsten med. ■

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.