
Mandag den 6. september åbner Melina’s i Rathjes tidligere bageri i Sundgade ud mod Brovej.
Cafe og sandwichbar Melina’s i tidligere drive-in bageri
Får du lyst til en gang morgenmad med rundstykke og kaffe eller en burger til frokost, vil der fra mandag den 6. september være hjælp at hente hos cafe og sandwichbaren Melina’s, der åbner i det tidligere Rathjes drive in bageri i Sundgade i Egernsund ud mod hovedfærdselsåren Brovej.
Frisk brød til en kop velbrygget morgenkaffe eller en steak stegt efter alle kunstens regler med et udvalg af sprøde grøntsager og sundt tilbehør. Det er konceptet hos Melina’s, der i foråret slog dørene op i Kolding midtby. Egernsund er det andet skud på stammen.
50 siddepladser
Åbningstiden er 6.00-21.00 med mulighed for at slå sig ned på en af et halvt hundrede pladser inden døre, hvis man vil sidde stille og roligt ned og fortære sin mad. Indretning og udvikling af menuer er i fuld gang med Marianne Steger som restaurantchef.
Man vælger selv, om man vil bruge lidt tid på at opholde sig på stedet, eller om man vil have menuerne rakt ud gennem en låge i slusen, hvor man kan køre ud og ind. Melina’s har byg selv burgere med en snes forskellige slags brød, grønt, dressing og kødpålæg, som man frit kan vælge imellem.
Den varme mad bliver med rigtige burgere og oksemørbrad, bøffer og solide, veltilberedte kødretter, når den del af etablissementet for alvor kommer i gang.
Der skal være noget både for kunden, der gerne vil have maden i hånden i en fart og for dem, der ønsker servering med kniv og gaffel.
Personalestaben plus det løse er ved at være på plads.
Planen er at indrette attraktive grønne uden oms arealer med legeplads, så familien kan adsprede sig og nyde opholdet, mens de fortærer menuen på Sundgade i Egernsund, hvor der nu for alvor kommer lys i vinduerne og gang i gesjæften igen. ■

Melina’s er fra primo september et nyt spisested i Egernsund med sunde opbyggelige burgere og morgenmad på stedet og som take away udleveret fra slusen efter ønske og behov.

Der er lagt et stort arbejde i at indrette det tidligere Rathjes bageri til et gedigent og indbydende spisested, hvor man kan få hjælp til slunkne maver på en god og sund måde uden for lang ventetid.

Skrevet af
Fotos af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.