Artikelbeskrivelse
Byggefirma med et solidt fundament
Af Gunnar Hattesen
Tiden går hurtigt, når den ene aktivitet tager den næste.
Murer- og flisefirmaet Hans Emil Nissen, Hærvejen 40, Bov, kan fredag den 31. juli fejre 25 års jubilæum. Samtidig fejrer Hans Emil Nissen sin 60 års fødselsdag.
Det er et velrenommeret murerfirma, og gennem årene er mange huse skudt op i firmaets regi, og man har været i stand til at løse opgaver af en vis størrelse.
Hans Emil Nissen er født og opvokset i Vilsbæk, og han er udlært murer hos Arnold Johannsen i Kliplev.
Efter 10 år som murer i Kliplev kom han til Holger Jensen i Kruså, hvor han var ansat i 9 år.
I 1990 startede han som selvstændig murer.
“Det er gået op og ned. Når jeg ser tilbage, har vi haft mange spændende opgaver. Byggeriet af Vejbæk Brandstation var en af mine første opgaver, og det byggeri er jeg stolt over. Opførelsen af Produktionshøjskolen “Profilen” var også en interessant opgave”, husker den driftige murermester, som har speciale i at udføre flise- og klinkearbejde.
Kunderne har altid vist Hans Emil Nissen stor tillid.
“Vi har naturligvis også ombygnings- og reparationsarbejder”, fortæller Hans Emil Nissen, som beskæftiger 4 ansatte. På højdepunktet var der 10 ansatte i firmaet.
“Jeg har altid haft faste og trofaste kunder”, siger Hans Emil Nissen, som i fritiden spiller golf i Sønderjyllands Golfklub i Uge og går på jagt.
Han er gift med Lis, som er en god hjælp med at passe bogholderiet. Sammen har de to børn, Kris og Roland.
På jubilæumsdagen er der reception på Hærvejen 40 i Bov kl. 13-17.