Artikelbeskrivelse

Børnetøjsbutik har succes i Felsted

Af Mette Lyngholm Larsen

34-årige Jane L. S. Leonhards butik “Lille Ville” i Felsted oplever en lind strøm af kunder.

Jane L. S. Leonhard startede sin børnebutik i december 2014. Butikken er blevet godt modtaget med kunder fra Lundtoft, Gråsten, Sønderborg, Broager og Aabenraa.
“Nyheden om butikken er nået vidt omkring gennem veninder og facebook”, fortæller Jane Leonhard.
Lille Ville var en impulsiv ide. Selvom hun altid har haft lyst til at eje sin egen butik var det ikke andet end en drøm indtil en november morgen.

“Jeg havde tænkt over det i noget tid. Jeg vidste, det skulle være outlet, hvis det skulle være noget. Jeg vågnede en november morgen og besluttede mig for at gøre det”, erindrer Jane Leonhard.

Tre job

Jane Leonhard har åbent 3 dage i ugen: onsdag, fredag og lørdag. Det er dog ikke kun Lille Ville, som hun bruge sin tid på. Hun underviser også nogle 9. klasses elever og har derudover et firma, der hedder Simply Marketing, hvor hun blandt andet laver collage til lærreder, visitkort og andet med billeder både til private og til firmaer.

Jane Leonhard kommer oprindeligt fra Viborg, men traf sin mand Jens Leonhard for 16 år siden. De har været gift i 7 år og har 3 børn sammen: to piger Emma på 9 år og Amalie på 12 år og en dreng Villads på 6 år. Selvom hun har sit eget firma, har hun masser af tid til at være mor.

“Jeg arbejder sent eller når de er i skole, så jeg kan hygge mig med dem, når de er hjemme”, fortæller Jane Leonhard, som er meget glad for den modtagelse, hun har fået i Felsted.