Torben Nielsen, Jonna Seemann, Jan Hansen Arkivfoto
Butikker bekymret for Gråsten midtby
Udsigten til at Rema 1000 åbner en dagligvareforretning ved Ulsnæs Centret vækker ikke glæde hos de forretningsdrivende i Gråsten midtby.
Det er især tallene fra en COWI rapport, der vækker bekymrede miner hos butiksindehaverne.
COWI-rapporten anslår at Gråsten midtby får ca. 60-100 færre daglige indkøbsture, når Rema 1000 åbner ved Ulsnæs Centret. Det vil primært ramme ALDI og Fakta i Gråsten der er i direkte konkurrence med Rema 1000, men flere butikschefer for detailbutikker i byen, er ikke i tvivl om, at det vil have en afledt effekt på deres forretning også.
“Hvis de tal passer, vil det kunne mærkes i byen,” siger indehaver af Fri BikeShop, Torben Nielsen.
Anette Duus Nørgaard, butikschef i Matas og Jonna Seemann, medindehaver af tøjbutikken 2dreams deler bekymringen for Gråstens historiske midtby.
“Vi kan se, at kunderne handler det hele på én tur. Så det kommer til at ramme os her i byen,” siger Jonna Seemann.
Positivt butiksliv
Fælles for de adspurgte butiksindehavere er ønsket om at bevare et blomstrende forretningsliv i Gråstens midtby.
“Det går ikke dårligt i Gråsten. Tværtimod viser en analyse, at vi har flere butikker i Gråsten end hvad der svarer til indbyggertallet. Det er positivt,” siger Torben Nielsen.
I det forgangne år 2019 har butikkerne oplevet, at Gigthospitalet er flyttet til Sønderborg.
“Det har helt klart kunne mærkes, at patienter og pårørende ikke længere gæster Gråsten,” siger Jan Hansen, indehaver af Tøjeksperten. Derfor vil man undgå, at midtbyen bliver presset af flere butikker i Ulsnæs Centret.
Behov
Flere stiller også spørgsmålstegn ved behovet for endnu en dagligvareforretning. Med både SuperBrugsen, Netto, ALDI og Fakta har Gråsten fire dagligvarebutikker.
“Vi har det hele i Gråsten. Der er ikke behov for endnu en dagligvareforretning,” slår Jonna Seemann fast.
“Hvis det er nødvendigt med endnu en dagligvarebutik, ville det være bedst, hvis den blev placeret her i midtbyen,” siger Jan Hansen. ■
Skrevet af