
Formand for Broagerhus, Erik Krogh.
Broagerhus har haft rekordbesøg
Der har igen været høj aktivitet i medborger- og kulturhuset Broagerhus. Det fremgik, da formand Erik Krogh aflagde beretning på den nyligt afholdte generalforsamling.
Her kunne han se tilbage på endnu et år med mange aktiviteter og flere større investeringer i huset.
I løbet af foråret 2025 blev lydanlægget i det store lokale på første sal udskiftet. Det tidligere anlæg fra 2017 var ikke længere tidssvarende, og derfor blev der installeret nye højtalere og mikrofoner. Samtidig blev der opsat nye hæve-/sænkeborde samt etableret ny strømføring i lokalet, hvor der blandt andet foregår male, broderi- og syværksted.
De samlede investeringer løb op i omkring 205.000 kroner. En stor del af beløbet er finansieret gennem fondsstøtte. Norlys Vækstpulje har bidraget med 75.000 kroner, mens BHJ-Fonden ligeledes har støttet med 75.000 kroner. De resterende 55.000 kroner er finansieret gennem drift og opsparing.
Mange aktiviteter i huset
Broagerhus danner ramme om en lang række aktiviteter. Som noget nyt er der startet et broderihold om onsdagen formiddag. Derudover er der blandt andet strikkehold, syhold, malehold, trædrejerhold, keramikhold og kortspil.
Samtidig er husets nye hjemmeside og medlemsadministration blevet implementeret. Mange medlemmer har allerede været inde i systemet for at registrere sig og tilmelde sig aktiviteter.
Formanden oplyste dog, at man fik en lidt skæv start på 2026, da kontingentopkrævningen ved en fejl blev udsendt med det gamle kontingent. Fejlen blev dog hurtigt rettet, og den korrekte opkrævning blev sendt ud.
Flittige brugere og populære arrangementer
Både Ældre Sagen og Pensionistforeningen er hyppige brugere af huset. Derudover arrangerer bestyrelsen igen i sæsonen 2025/2026 arrangementrækken ”De fem onsdage” med et varieret program.
Et af årets højdepunkter var julemarkedet på Broagerhus, der i november blev afholdt for tredje gang. Den 15. og 16. november deltog 38 udstillere, og duften af gløgg og julebag bredte sig i huset. Den populære brødtorte var igen et trækplaster, og i alt 1.863 gæster lagde vejen forbi – hvilket er ny rekord for arrangementet.
I stueetagen har der desuden været en række skiftende udstillinger i løbet af året. Udstillingerne koordineres af Liss Lindholm.
Nye projekter på vej
Bestyrelsen arbejder i øjeblikket på planer om at udvide kapaciteten i keramikværkstedet med blandt andet flere ovne. Der er tale om investeringer på over 200.000 kroner, og der arbejdes derfor med fondsansøgninger.
Samtidig er maskinerne i træværkstedet efterhånden godt slidte, og her forventes investeringer på omkring 30.000-40.000 kroner. Arbejdet med begge projekter forventes sat i gang i andet kvartal, da der allerede er tilsagn om fondsmidler.
Medlemstal vokser
Medlemstallet i Broagerhus er fortsat stigende, og huset har nu omkring 700 medlemmer.
Broagerlands Lokalarkiv, der holder til i Broagerhus, har også haft et travlt år med mange aktiviteter og besøgende.
Afslutningsvis rettede formanden en stor tak til de mange frivillige, som gennem året har lagt et stort arbejde i huset, samt til brugere, bestyrelse og suppleanter.
Bestyrelsen
Efter generalforsamlingen består bestyrelsen af Erik Krogh, Vagn Peter Petersen, Janne Freksen, Karin Gerber, Henning Norup, Gerd Bargum Petersen og Palle Klausen – alle bosiddende i Broager.
Suppleanter er Kristian Pallesen fra Broager og Bent Moldt fra Sønderborg. ■
Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 12. marts 2026
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.
