
Broager Strand Camping har plads til 130 fastliggere.
Broager Strand Camping går en ny stor sæson i møde
Kim og Vivi Johansen har ikke fortrudt, de i 2021 overtog Broager Strand Camping.
Der er rift om de 130 velbeliggende pladser blandt fastliggere og ferierende – tyskere som danskere, islændinge, nordmænd, hollændere og andet godtfolk. Til påske går højsæsonen for alvor ind.
“Det er gået over al forventning,” fortæller 60-årige Kim Johansen, der var håndværker for det tidligere bestyrerpar Kenneth og Inge Lise Schmidt og derfor kender campingpladsen godt.
De nye ejere har været nogenlunde forskånet for Corona krise og den uvished, den førte med sig.
“Cirka halvdelen af pladserne er fastliggere. Vi har to rækker med havudsigt, og vi har tæt til strandkanten, så folk kan komme ud at bade, surfe og ro i kano og kajak eller hvad, de ellers måtte have lyst til. Det kører godt. Vi har udbygget en sal til arrangementer. Der er mange konfirmationer. I juni har en 60 års fødselar lejet salen og 30 overnatningspladser,” fortæller Kim Johansen, der bestiller maden udefra og selv er manden bag en lang række praktiske gøremål på strandcampingen.
Gendarmstien trækker
Den tæller også vandrepladser og hytter. I øjeblikket bor en islænding på Broager Strand Camping. Han har kørt Europa rundt i bil, men kan først komme med færgen hjem til marts, så hvad er mere naturligt end at tilbringe den resterende tid på det europæiske fastland i Broagerlands strandkant. Gendarmstien trækker mange vandrere til campingpladsen, der er behjælpelig med morgen- og aftensmad, så fodfolket ikke skal slæbe så meget. ■

Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.