Brian Schmidt og Claus Bang-Rosenberg realiserer nu en gammel drøm og åbner sammen værksted og bilsalg under navnet Biler4alle på Bomhusvej i Alnor.

Biler4alle åbner i Alnor

Makkerparret Brian Schmidt og Claus Bang-Rosenberg åbner til januar Biler4alle på Bomhusvej 17 i Alnor, hvor Henrik Thomsens AutoCenter tidligere havde til huse.

“Biler4alle er, hvad det er, nemlig biler for alle. Det er biler i 0-100.000 kroners klassen, hvor alle kan være med. I øjeblikket kører folk mest i leasing- og luksusbiler. Vi mener, der er en niche i at sælge og reparere biler for en bred kundeskare,” siger 39-årige Brian Schmidt, der bor i Gråsten.

Han og vennen Claus på 40 år har kendt hinanden, siden de var 17-18 år og har ofte talt om at starte eget værksted og bilsalg sammen. 

Det er nærliggende, da de begge er uddannede mekanikere. De kender hinanden fra Felsted og har begge børn i samme aldre. Claus Bang-Rosenbergs børn er tre og otte år og Brian Schmidts børn er to og syv år.

“Skal det være, så er det nu, mens vi har alderen til det. Jeg har været udkørende servicetekniker i 15 år. Claus og jeg har arbejdet hver for sig, men har altid haft lyst til at slå pjalterne sammen og prøve os selv af med eget værksted og bilsalg. Lokalerne på Bomhusvej 17 er toppen af poppen rent værkstedsmæssigt,” fortæller Brian Schmidt.

Rabat

Hjemmesiden Biler4alle er under udarbejdelse. Her kan bestilles tid til reparationer og tjek af biler. Salget kommer til, når værkstedet er rullet i gang. De to mekanikere har mange års erfaring på bagen og bredt kendskab til alle bilmærker. Makkerparret er også på Facebook. Ved tidsbestilling i december er der 15 procent rabat.

“Vi holder os løbende orienteret og opkvalificerer os i de forskellige biltyper. Claus har arbejdet ved Mazda og Suzuki og jeg hos Ford. Han hælder privat til BMW, mens jeg har gjort meget i VW biler. Min store passion er veteranbiler – især luftkølede VW’er. Vi hjælper gerne veteranbilentusiaster som os selv med reparationer og rådgivning. Jeg har deltaget i Oldtimerløb i Gråsten hvert år siden 2010,” fortæller Brian Schmidt, der glæder sig til at komme i gang på Bomhusvej med indgangen til det nye år ■

Gamle luftkølede VW biler er Brian Schmidts store passion, og han hjælper gerne lidelsesfæller med reparation og rådgivning om køretøjer af ældre dato.

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Ingrid Johannsen
Ingrid JohannsenMediechef
Ring 21 19 02 80

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.