Artikelbeskrivelse

Mads Friis tilbyder, at Benniksgaard Anneks kan bruges som krisecenter for kvinder.

Benniksgaard Hotel aner nye muligheder i krisetider

Benniksgaard Hotel i Rinkenæs har lukket dørene for sædvanlige gæster, men åbner nu for krisecentre og andre.

“Nu hjælper samfundet os med krisepakker. Så må vi stille de ting vi har til rådighed for dem,” siger indehaver af Benniksgaard Hotel, Mads Friis.

Benniksgaard Hotel havde inden grænselukningen medarbejdere fra rengøringsselskabet ISS boende, så de ikke skulle pendle over den lukkede grænse. Det viste sig hurtigt efter lukningen, at en total grænselukning ikke var aktuel, og at der derfor heller ikke blev problemer med pendling for medarbejderne.

Krisecenter

Derfor ser Mads Friis nu andre muligheder i sit hotel, der i disse dage står tomt.

“Jeg har kontaktet Sønderborg Kvinde- og Krisecenter, og tilbudt, at de kan bruge Annekset, hvis de har brug for det,” siger Mads Friis.

Anneksets bygninger er den tidligere Rinkenæs Efterskole.

“Der er køkken, idrætshal og diverse aktiviteter,” siger Mads Friis. 

Han påpeger også, at hele bygningen er overvåget, hvilket kan være en fordel, når der er tale om hjælp til et krisecenter for kvinder.

Mads Friis har taget initiativ til at åbne op for kvindekrisecentret, men er også åben for anden brug af hotellet, der kan aflaste forskellige opgaver i samfundet, siger han.

Personalet på Benniks­gaard Hotel har ifølge Mads Friis “bestået med UG”, når man ser den måde, de har ageret under coronakrisen. 

“Jeg kan ikke prise dem nok for deres mod, ansvar og forudseenhed,” siger Mads Friis. ■

Skrevet af

Esben Cronbach
Esben CronbachReporter
Ring på 26 77 22 72