Artikelbeskrivelse

45-årige Niels Westergaard bliver ny skoleleder på Förde-Schule i Alnor. Han har været ansat på den tyske skole siden 1999.

Ny skoleleder på Förde-Schule i Alnor

Når klokken ringer ind på Förde-Schule i Alnor efter sommerferien i august, er det med en ny mand ved roret.

Det bliver viceskoleleder Niels Westergaard, der overtager jobbet som skoleleder efter Volkmar Koch, der går på pension.

Den 45-årige Niels Westergaard har siden 2007 været viceskoledeler på den lille skole, der drives af det tyske mindretal. 

For mange forældre var det derfor naturligt, at Niels Westergaard skulle overtage styringen efter manden, som han har dannet parløb med de sidste 13 år. 

“Jeg har tænkt mig rigtig godt om, for det er nogle store sko, der skal fyldes. Jeg vil gerne gøre det ligeså godt som Volkmar har gjort,” fortæller Niels Westergaard om beslutningen.

Ligesom han delte overvejelserne med sin kone, der selv er lærer i Tinglev. Parret bor på Broagerland sammen med deres fire børn.

Samme stil

Den nye skoleleder forventer ikke at fremlægge store ændringer, da han har været involveret i ledelsen i mange år allerede.

“Alle ideer og forslag, jeg har haft de sidste 13 år er blevet implementeret,” fortæller Niels Westergaard om parløbet han havde med rektor Volkmar Koch. Derfor fortsættes den samme stil, man er vant til på Förde-Schule.

Det ligger heller ikke i kortene, at skolen, trods stor popularitet, skal udvides yderligere.

“Vi behøver ikke at være en stor skole. Antallet af elever er ikke et succeskriterie,” siger Niels Westergaard.

Og alligevel vil der løbende være fornyelse at spore.

“Skolen må ikke stå stille. En skole der står stille og ikke udvikler sig, dør,” forklarer Niels Westergaard sin grundlæggende tilgang.

Brænder for skolen

Niels Westergaard stammer selv fra det tyske mindretal. Han er født og opvokset i Padborg, gået på skole i Tinglev og gymnasiet i Aabenraa.

Efter uddannelsen som svømmelærer i Aalborg læste han til lærer i Flensborg. 

Siden 1999 har han arbejdet på Förde-Schule og overtog i 2007 posten som viceskoleleder. Den over 20 år lange tilknytning til Förde-Schule, gør også at den nye skoleleder brænder for sit arbejde.

“Förde-Schule står mit hjerte nært. Jeg vil gerne kunne leve op til forældrenes og børnenes forventninger,” siger Niels Westergaard. ■

Skrevet af

Lene Neumann Jepsen
Lene Neumann Jepsen Kommunikationskonsulent
Ring 31 17 05 27