Lene Kock runder fredag det halve århundrede og har i al den tid, hun har kendt sin mand, været bagerekspedient i Kocks bageri i Gråsten, hvor jobbet består af meget andet og mere end at lange brød over disken.
Bagerkone af hjertet
Lene Kock fra Nybøl har ekspederet i bagerbutikken i Gråsten, siden hun som ganske ung løb ind i Carsten Kock.
Han var bagerlærling hos sin bror Henrik i bageriet i Nybøl. Hun var i lære som frisør. Da det viste sig, hun ikke kunne tåle frisøreliksirerne, sadlede hun om og blev bagerekspeditrice. Hun blev også gift med Carsten.
På fredag 27. oktober fylder Lene Kock 50 år.
“Jeg går på arbejde hver dag med glæde. Den daglige kontakt med kunderne er en gave. Ikke to dage er ens. Jeg er gerne bagerekspeditrice,” siger den medhjælpende hustru, der kender alt til bagerbrød og har gjort turen med udviklingen i branchen.
“Under Coronaen oplevede vi, hvor vigtigt det er at have den daglige kontakt til kunderne. Byen var helt spøgelsesagtig. Kun vi og Matas havde åbent. Da mærkede vi den rolle, du har som en butiksekspedient, folk kender. Det er ikke bare at lange brød over disken,” fortæller Lene Kock, der glad og gerne lægger øre til lidt af hvert i Kocks bagerbutik i Gråsten.
“Hvad har vi ikke haft af unge mennesker til at arbejde i butikken gennem alle årene. Jeg har kontakt til mange, der har arbejdet som unge her i butikken. Det tænker jeg meget over. Det er meget prægende,” siger 50 års fødselaren, der selv er mor til to piger og Anders, der er på efterskole.
“Det går op og ned i bagerfaget som alle andre steder. Vi har haft finanskrise, Corona, inflation og klimakrise. Et program som Den store Bagedyst giver fokus på bagværket. Folk ved noget om brød. Vi er en nation, der kan lide at hygge os. Vi har aldrig solgt så mange fastelavnsboller som under Coronaen, hvor folk kastede sig over bagværk i mange variationer. Det rykkede virkelig, hvad angår fastelavnsboller,” siger bagerekspeditricen, der kan tale med om fastelavnsbollens optur.
100-års jubilæum
Hun kan godt lide at blive spurgt om, hvad der er i brød og andet bagværk og går til faget med stolthed sammen med sin mand.
“Carsten starter med at slå brød op klokken 24 om natten. Han bager det fra bunden. Man skal kunne stå ved sit brød. Det kan også blive for fancy. Jeg var engang inde i en bagerbutik i Aarhus, hvor end ikke bagermesteren kunne fortælle, hvad der var i en Walesstang. Det kan også blive for smart,” siger Lene Kock, der kan give svar på brøddej og krummer.
Carsten og Henrik Kock kan som tredje generation om føje år fejre 100 års jubilæum med bageriet Kock med rod i Nybøl. De har bageri og butikker i Gråsten, Nybøl, Tinglev og Aabenraa. Umiddelbart tegner der sig ingen fjerde generation i bagerdynastiet, hvis yngre medlemmer ingen ambitioner har om at stå tidligt op for at bage brød, men som man siger som selvstændig, kommer tid, kommer råd. De to brødre overtog bageriet efter deres onkel.
“Vi har megen teknik og maskiner til hjælp i dag. Bagerfaget er ikke det samme, som da bageriet startede, men man er nødt til at være der selv fra morgenen af ,” siger Lene Kock, der blev gift ind i bagerfaget og aldrig har fortrudt.
Hun er i Gråsten Handels bestyrelse. Hendes to piger har inviteret til koncert med Queen of Pop Madonna i København torsdag aften. Den runde dag fejres med fest på lørdag, når pigerne returnerer fra storstaden. ■
Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.