Seniorer og unge befolker Gråsten Badmintonklub i en tilstræbt god blanding på banerne i boblehallen.

Badminton formand har fået en god start

Tidligere på året tiltrådte 55-årige Poul Henning Midtgaard som formand for Gråsten Badmintonklub, da Carsten Clausen Kock gik af efter 14 år på posten.

“Mine børn spiller badminton, og jeg har selv spillet i klubben, så da der manglede en formand, trådte jeg til,” fortæller Poul Henning Midtgaard, der har 103 navne i medlemskartoteket.

Selv er han en ivrig squash spiller og engageret i lidt af hvert inklusive badminton.

“Vi har unge spillere i alderen 9-19 år, som vi gør meget for at holde på. Vi har torsdagsholdet, hvor folk, der har tid, kan møde ind og spille på banerne i boblehallen klokken 20-22, så der er noget for alle aldersgrupper,” siger formanden, der forsøger at gøre klubben attraktiv over for en ungdomsgeneration med mange tilbud og hang til mobiltelefoner.

Gode faciliteter

En overgang kom han til kort, da sønnen Jeppe kom hjem fra idrætsefterskole og ikke længere ville spille badminton, fordi han startede på handelsskole. Faderen har ikke givet op endnu. Han er overbevist om, at badminton vil have tiltrækning på ung som gammel også i fremtiden.

“Vi har gode fysiske rammer med optimale faciliteter. Gråsten Badmintonklub ser sig selv som en breddeklub for børn, unge og familier. Vi har en opstartsdag i starten af sæsonen med træningsaktiviteter og natminton, hvor man er iført hvidt tøj med ultraviolet tryk, og så danser vi en selvlysende dans i mørke i hallen. De små spillere kan godt lide at blive malet med ultraviolet farve af de større. Det har vi meget sjov med,” fortæller Poul Henning Midtgaard.

Badmintonklubben er hvert år vært for den store Gråsten Cup, der trækker hundrevis af unge spillere fra hele landet i vinterferien og spilles i hallerne i Gråsten og Broager.

Udflugt

En gang om året tager Gråsten Badmintonklub på weekendudflugt til Vojens Efterskole, ligesom det er fast tradtion at deltage i et stævne i Tønder første weekend i januar. Her har gråstenerne deres egen camp og tager i svømmehallen sammen udover at spille badminton.

“Vi gør meget for at have sociale tiltag for de 15-19 årige og arbejder sammen med andre klubber om at stille hold. Vi har træning sammen med Badmintonklubben Blans Sundeved, hvor vi byder på fredagstræning med trænerkapaciteter, der kommer fra Esbjerg for at træne de unge. Vi gør noget for alle aldersgrupper og har selvfølglig også julebadminton og deltager seks gange om året i holdturneringer. For os er det fællesskabet, der tæller,” fortæller Poul Henning Midtgaard, der har fire børn, som er aktive uden nødvendigvis at spille badminton.

“Vi har fået at vide af DGI, at vi er rimelig stærke som badmintonklub med det opland, vi har. Vi lægger vægt på at skabe aktiviteter og fællesskaber, så udøverne ud over at komme fysisk trætte hjem fra træning også har et smil på læben,” lyder devisen en nybagt formand. ■

Poul Henning Midtgaard er nybagt formand for Gråsten Badmintonklub med 103 medlemmer og kan tilbud fjerboldsport for ketchersvingere i alle aldersgrupper og køn.

blank

Gråsten Badminton klub er hvert år vært for Gråsten Cup, der samler hundredvis af unge spillere fra hele landet i hallerne i Broager og Gråsten.

Denne artikel er lagt på Gråsten Avis | Bov Avis den 5. september 2025

Skrevet af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Fotos af

Lise Kristensen
Lise KristensenJournalist
Ring til 20 75 79 12

Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.