
Jakob Skott har været selvstændig med Gråsten Algeservice i ti år og boder for, fliser og tag kommer til at tage sig pæne og præsentable ud – som noget nyt slår han sig også på vinduesvask.
Alger skal tages i opløbet
I 10 år har Jakob Skott drevet Gråsten Algeservice.
Han er indfødt gråstener, uddannet smed og så for en halv snes år siden muligheden for at bekæmpe alger i sin enmandsvirksomhed.
Det betyder, han kører ud med slanger, pumper og trykluftsmaskiner ene mand. Som det næste kommer vinduesvask til konceptet for at gøre det til en helårsforretning. Det vil han også klare solo. Det kræver blot, at han får flere slanger og remedier i bilen og stiller først og fremmest krav til logistikken.
“Foråret og tiden før påske og sommeren er højsæson. Folk vil have det hele til at se pænt ud med forårets komme. Når haven bliver ordnet, skal fliser og tag også gerne tage sig pænt og algefrit ud,” siger algebekæmperen, der kan tale med om, det er dårligt sparede penge at udskyde algerens.
Alger kommer af fugt
Når alt er renset i bund og imprægneret, koster det kun i omegnen af en tusindkroneseddel at få en fliseterrasse algebehandlet det følgende år – alt efter størrelse naturligvis.
“Alger kommer af fugt. En regnfuld vinter som den vi lige har haft, giver stor algevækst. Begynder det at blive grønt, udvikler det sig til mos. Et fugtigt tag med mosklumper suger mere fugt til sig. Bliver det til is om vinteren og kommer ind mellem to tagplader, kan de forskubbe sig,” fortæller Jakob Skott, der kan se, hvordan arbejdet skrider frem med højtryksspuleren, for algebehandlet tag og fliser tager sig rent og klart ud, mens algebesatte flader er grønne og grå.
Et andet fænomen er det gullige lav, som heller ikke er noget, man skal ønske sig på tag og fliser. Jakob Skott bruger algemiddel til at bekæmpe gevæksterne. Han er flere gange kåret til at være blandt landets tre bedste algebekæmpere.
“Jeg har renset utrolig mange fliser de senere år. Folk vil gerne have pæne fliser. Det gælder også virksomheder og forretningsarealer, der gerne skal tage sig pæne ud,” fortæller algebekæmperen, der har mange faste kunder i kartoteket.
“Det er ikke dyrt at vedligeholde rensede tag og fliser, når man først har fået det renset i bund. Det er ligesom med tandlægen. Får du ikke ordnet dine tænder, breder dårligdommen sig, og så bliver det rigtig dyrt, når du beslutter dig for at få gjort noget ved tandsættet,” fortæller en fagmand, der gør fliserne pæne og fjerner de fugtige gevækster fra taget, så husejere, boligforeninger, forretningsdrivende og havefolk kan gå foråret og sommeren i møde med ro i sindet. ■


Skrevet af
Savner du en ældre artikel eller historie fra Gråsten og omegn, Broager, Egernsund eller måske Padborg, Kruså, Fårhus eller Frøslev så har du her et værktøj til at komme videre: Søg i vores omfattende PDF arkiv efter artikler fra andre års udgaver af Gråsten Avis og Bov Avis. Vores udvalg af artikler på hjemmesiden er begrænset til artikler der indeholder billeder hvorimod PDF arkivet indeholder alle offentliggjorte artikler.